Lørdag d. 27. februar 2021 - �rgang 16

Facebook og/eller de lokale medier

15-02-2021

Af Jacob Dalgaard, redaktør og ejer af Lokaltindblik.dk

Facebook er nok kommet for at blive. Det samme kan man forhåbentlig sige om de lokale medier, men det store, amerikanske sociale medie er blevet en trussel mod lokale medier i blandt andet Vesthimmerland. Eller rettere: Facebooks brugere er i stigende grad blevet en trussel mod de lokale medier. 

Uden at det skal være en klagesang, så må jeg konstatere, at coronapandemien koster omsætning på Lokaltindblik.dk. Men konkurrencen fra Facebook er langt værre, og tendensen er desværre stigende. 

Årsagen er, at man i dag ikke behøver at sende hverken nyheder eller reklamer i avisen. Mange har sin helt egen kanal på Facebook, og både private, virksomheder, institutioner og offentlige myndigheder poster nu deres nyheder på Facebook og i mindre grad til de lokale medier, som ellers har rod og betaler skat i Vesthimmerland/Danmark. 

I euforien over at være sin egen redaktør glemmer afsenderne af opslagene på Facebook måske, at vi lokale medier har en rolle som objektiv formidler af det, der rører sig i vores område. På Facebook kommer det ud i en subjektiv strøm, hvor modtagerne enten sluger budskabet råt med masser af emojis eller tværer afsenderen ud med underlødige og tåkrummende kommentarer på et intellektuelt niveau, som aldrig ville få spalteplads i vores aviser - hverken de trykte eller digitale. 

Er det så godt for ytringsfriheden, kunne man spørge. Svaret er efter min overbevisning ja. Lokaltindblik.dk censurerer ikke folks holdninger - kun måden den præsenteres på. Det højner debatten og dermed udbyttet af den, hvis man tvinges til at nuancere og argumentere for at ytre sig offentligt på en større platform.

Jeg anerkender, at Facebook har kvaliteter, som jeg også selv bruger. Men forvent ikke, at Facebook kommer og udfylder rollen som objektiv formidler af vesthimmerlandske nyheder, hvis de lokale medier taber kampen. Mit ærinde er, at det amerikanske medie ikke udelukker, at man husker at bruge de lokale medier, når man har et budskab, der skal ud. Vi har trods alt stadigvæk læsertal, der kan matche de fleste opslag på en facebookside. Så brug os.

Når det er sagt, så forbeholder jeg mig fortsat retten til at være kritisk for det, der kommer i indbakken. Det er forskellen på Lokaltindblik.dk og Facebook. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!