Læserbrev. Uffe Bro (S), fmd. for Teknik og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, skriver:
I 2 indlæg har dels den tidligere kommunaldirektør i Aars kommune Kjeld Jørgensen samt hr. Poul J. Andersen i meget stærke og lidt perfide vendinger anvendt nedladende og arrogante udtryk overfor kommunens ledelse, nærmere bestemt af Kjeld Jørgensen overfor borgmester Per Bach Laursen og af Poul J. Andersen overfor mig.
Jeg skal forsøge sagligt at kommentere disse udtalelser og ikke bevæge mig ind i personlige angreb. Jeg bliver dog nødt til at sige, at udtalelserne bærer præg af, at ingen af de to personer tilsyneladende har et nærmere kendskab til, hvorledes en kommune, der dækker et meget stor areal og en stor mangfoldighed af interesser alt efter om der er tale om store byer, små byer/landsbyer, landområder eller kystområder. I de gode gamle dage i sognekommunernes tid, kunne borgmesteren/sognerådsformanden, udvalgsformanden eller for dens sags skyld kommunaldirektøren/kæmneren flytte rundt på ressourcerne, som de nu måtte ønske somme tider med og somme tider uden andre politikeres indblanding - for dengang kunne hver enkelt af dem overskue hele kommunen.
Sådan er det ikke i dag. I dag kan borgmesteren eller udvalgsformanden ikke uden problemer bare henvende sig til en vilkårlig embedsmand og beordre ham eller hende til at gøre, hvad borgmesteren/embedsmanden nu måtte finde nyttigt. Derfor var det, der blev kaldt god ledelse i sognekommunernes tid, ikke nødvendigvis god ledelse i dagens kommuner.
Endvidere er det også en konsekvens af storkommunen, at politikerne vælges fra et meget stort geografisk område, hvorfor et enkelt geografisk område ikke kan have flertal i udvalget. Det vil i hvert fald kun være en teoretisk mulighed. Det har til konsekvens, at man i udvalget må vurdere de enkeltes politiske interesser op mod hinanden og finde et flertal eller endnu bedre et kompromis. Uden at have undersøgt det nærmere, vil jeg tro, at mindst 99% af samtlige beslutninger i Teknisk Udvalg er enstemmige. Det er bestemt undtagelsen, at enkelte har særstandpunkter, de ønske ført til protokol.
Når vi taler om driftsområderne, styrer udvalgene gennem fastlæggelse af serviceniveauer, hvorefter det er embedsmændenes opgave at udføre arbejdet indenfor den service- og økonomiramme, der er fastlagt. Hvis den økonomiske ramme skal udvides, kan udvalget kun gøre det, hvis den kan finde en tilsvarende besparelse indenfor sit eget område. I modsat fald, skal sagen behandles i byrådet.
Hvert år udarbejder hver af teknisk forvaltnings tre drifts- og anlægsområder en handleplan, der offentliggøres, og hvori man kan se, hvad der vil blive udført det pågældende år.
Da vi i dag har disponeret og fordelt omkostningerne på driftsområderne, skal vi altså tage penge fra et område og tilføre et andet område. Det er ikke noget borgmesteren eller udvalgsformanden bare kan gøre. Det skal politisk behandles først, men på grund af ferien bliver vi nødt til at vente med det til mødet i starten af august. Det betyder naturligvis ikke, at intet kan gøres. Der er selvfølgelig nogle reserver, der kan sættes i spil og det sker da også løbende, hvis man ser, der er opstået et særligt problem som f.eks. algedannelsen i Aars Lystanlæg.
Det vurderes nu, om der kan gøres noget indenfor den økonomiske ramme, vi har til rådighed. Forudsætningen er imidlertid, at jeg gøres opmærksom på problemet – og det ville man have kunnet gøre ved blot at ringe til mig eller til et anden i udvalgsmedlem eller til forvaltningen og ikke bare skrive et indlæg i Aars Avis, som ikke distribueres i Løgstørområdet, hvor jeg åbenbart til nogens fortrydelse bor.
Når sagen blæses sådan op, som de i indledningen nævnte indlæg antyder, får man let den tanke, at det primære ønske ikke er at få løst problemet, men mere dels at hænge enkeltpersoner ud og dels at få skabt noget politisk blæst her i ”agurketiden”.