Ranum Multikulturhus har modtaget en donation på 100.000 kr. fra Jutlander Bank og Fonden for Sparekassen Himmerland. Pengene er øremærket den nye udendørs multikulturbane i Ranum.
- Det er et imponerende projekt, som er under opsejling i Ranum, og jeg er enormt glad for at vores fond har doneret et 6-cifret beløb som en hjælp til at gennemføre det omfattende projekt, siger afdelingsdirektør Rene Christensen fra Jutlander Bank i Løgstør.
Projektet giver mulighed for bevægelsesaktiviteter, som alle kan benytte, uden at det koster penge for den enkelte bruger. Det vil derfor være et attraktivt tillæg til folks fritidsaktiviteter og være med til at gøre en forskel for livskvaliteten i Ranum-området.
Den nye mulitkulturbane bliver fleksibel, så den kan anvendes til så mange formål som muligt. Det færdige anlæg kommer til at bestå af en ny 400 meter løbe- og rulleskøjtebane i rød asfalt, en halvbue i rød asfalt, hvor der f.eks. kan spilles streethockey. Endelig bliver der også etableret to beach-håndbold baner til udendørs håndbold, beach volley mv.
- Håndbold er en populær sportsgren, og anlægget giver mulighed for at forlænge håndboldsæsonen i sommerhalvåret under åben himmel. Jeg ved, at det har været et stort ønske fra Håndboldudvalget samt bestyrelsen i I.K Vest om udendørs håndboldsfaciliteter, og det glæder mig at fonden også kan se disse muligheder, forklarer Rene Christensen.
Det store projekt i Ranum omfatter i øvrigt også en omlægning og opgradering af den nuværende boldbane, der bliver optimeret efter professionelle standarder.