Vesthimmerlands Teaterforening rundede i dagene op til den første forestilling 200 medlemmer, og man havde ligeså mange inde til den første forestilling.
Tekst og foto: Per Lyngby
I foråret smugstartede den nye teaterforening med en forestilling i Musikhuset ALFA, hvor man arrangerede en velbesøgt appetitvækker i samarbejde med Teaterkredsen Mariagerfjord .
Tirsdag aften havde man så premiere på den første forestilling i eget regi. Her kunne man præsentere Folketeatrets udgave af Tennesee Williams psykologiske familiedrama “Glasmenageriet”.
På forhånd havde foreningen håbet, at man kunne runde et publikum på 200 til premieren - det mål blev akkurat nået, da der var netop det antal i salen, da lyset blev dæmpet og forestillingen begyndte. Samtidig kunne man glæde sig over, at flere tegnede medlemskab ved indgangen, således at man på premiereaftenen nåede op på i alt 222 medlemmer. Dermed er man også oppe på det medlemsmæssige måltal, man på forhånd havde stillet sig.
Det var en tilfreds og glad Karen Margrethe Eriksen, der i egenskab af formand for Vesthimmerlands Teaterforening kunne byde velkommen til publikum, og tilfredsheden var bestemt ikke mindre efter den flotte forestilling, som åbnede sæsonen på fornemste vis.
Næste forestilling bliver den 8. november, hvor man byder på “Love Song” med David Owe, Patricia Schumann, Bard Owe og Marie-Louise Coninck.