Der er udsigt til rekordbesøg til Forår i Lanternen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Den første af i alt to messedage i Lanternen i Løgstør er vel overstået. Allerede fra åbningen klokken 10 strømmede folk til, og det fortsatte hele dagen.
Brian Otte fra Messecenter Vesthimmerland, der er medarrangør af messen, siger, at der var cirka 2000 gæster inde i løbet af lørdagen, og det er 200 mere end på den seneste messe for to år siden.
- Det er vi godt tilfredse med, og jeg har fornemmet, at der også var stor tilfredshed blandt udstillerne på messen, siger Brian Otte.
Det var da også glade udstillere, Lokaltindblik.dk mødte på messen, og mange af dem havde travlt med at snakke med gæster på de forskellige stande.
Det triste forårsvejr siges at være godt messevejr. Dog var der relativt koldt på standene udenfor Lanternen. Her stod blandt andre Løgstør Caravan Center, der allerede var begyndt at forberede sig på søndagens varslede stormvejr. Det gode ved det er for messens vedkommende, at der ikke er vejr til at gå i haven.
Den tidligere formand for Folketinget, Christian Mejdahl, indtog i løbet af dagen podiet som ordstyrer i en lidt anderledes debat, hvor hensigten var at komme ind under huden på syv lokale folketingskandidater. Selvsamme podie skal i morgen bruges til et trylleshow og senere på dagen et stort modeshow.
Forår i Lanternen har søndag åbent fra kl. 10-16.