Igen i år er eleverne i 7. 8. og 9. klasse blevet præsenteret for en meget anderledes skoledag. I torsdags mødte eleverne ind kl. 7.55 til et 24 timers arrangement kaldet ”Døgnbrænderen” Det betyder, at eleverne og lærerne holder sig i gang i 24 timer uden søvn. Fredag morgen kl. 7.55 tog eleverne hjem for at holde weekend – alle godt trætte.
Døgnbrænderen har været en tilbagevendende begivenhed, som udskolingseleverne ser frem til på Toppedalskolen. Hvert år har der været forskellige mål med Døgnbrænderen. I år har målene været at styrke de sociale relationer på tværs af udskolingsklasserne samtidig med at der fokuseres på et fagligt indhold.
Det, at de sociale relationer er i højsædet går godt i tråd med, at skolen har haft stor fokus på gode overgange imellem skolens forskellige trin. Personalet har i forbindelse med skolernes og daginstitutionernes 2022-plan udarbejdet retningslinjer i forhold til overgangen fra børnehave til indskoling, fra indskoling til mellemtrin, fra mellemtrin til udskoling og ikke mindst fra udskoling til ungdomsuddannelserne. Døgnbrænderen er en af de begivenheder, som eleverne ser meget frem til, når man bliver en del af udskolingen.
I år har temaet været ”Det hele er gået i fisk”. Programmet har i store træk været hemmeligholdt for eleverne, hvilket har givet anledning til rigtig meget snak om, hvad det nu kunne være, der var gået i fisk.
Torsdag morgen fik eleverne en lektion i ørredens anatomi. De skulle rense ørreder, som skolen fik sponsoreret af Lundby Fisk. Elevernes tidligere skoleleder Erik K. Pedersen mødte til stor overraskelse for eleverne op og viste, hvordan de skulle gøre. Seancen blev krydret med pædagogiske opgaver, som gik ud på at finde og gøre rede for fiskenes forskellige organer.
Beøg i klatrepark og Nordsømuseet
Efter dette kørte eleverne til Klatreparken i Aalborg, hvor grænseafprøvning og samarbejde for alvor kom i spil. Turen gik herefter videre til Nordsømuseet, hvor eleverne i museets skoletjeneste blev undervist i ”sild og plankton”. Der var også tid til at gå på opdagelse på museet og at se sælfodring.
Herefter gik turen igen til Vesthimmerland i Jenle Plantage, hvor aftensmaden skulle tilberedes. Eleverne grillede her ørrederne, som de rensede om morgenen. I skoven samarbejdede eleverne på kryds og tværs af klasserne om at lave bål, tilberede grøntsager og gøre fiskene helt klar til spisning. Der var desuden tilrettelagt et moutainbike-løb, som gav sved på panden.
Resten af dagen gik med hygge på skolen, en tur til Rønbjerg, hvor der blev dystet i lasergame og badet i vandlandet. Ud på de tidlige morgentimer blev dagen sluttet af med yoga, meditation og morgenmad.