Penge fra Jutlander Bank sikrer nye udskiftningskabiner på Vindblæs Stadion.
- I 2017 fik Vindblæs en ny kampbane, og derfor er jeg glad for, at tilskuddet fra Fonden for Sparekassen Himmerland kan være med til at gøre de fine forhold endnu bedre, siger privatkunderådgiver Lene Bjerre fra Jutlander Bank, Løgstør.
Vindblæs Boldklub går mod strømmen, for klubben er inde i en god udvikling, hvor flere og flere vælger at spille fodbold i klubben. Dygtige trænere og gode klubfaciliteter betyder, at medlemmerne vælger fortsat at spille fodbold i Vindblæs – også selv om de måske er flyttet fra området.
- Det er sjældent at se en landsbyklub som Vindblæs Boldklub øge sit medlemstal, men når det sker, skal man huske at påskønne den store indsats fra både trænere og ledere. For Vindblæs Boldklub er en god klub, og jeg er sikker på, at de fantastiske forhold vil sikre en fortsat udvikling i både ungdoms- og seniorafdelingen, slutter Lene Bjerre.