4 nordjyske landmænd har i kompagniskab købt en kartoffeloptager, der kan klare 10 rækker af gangen.
Kartoffelferien, hvor børn blev taget ud af skolen for at lægge på knæ og samle kartofler op, er for længst fortid. Men kartoffelhøsten har i år taget et nyt stort skridt ind i den teknologiske verden.
I går blev Europas største kartoffeloptager demonstreret på en kartoffelmark i Overlade. Kartoffelavler Per Bach Laursen på Lundgård er nemlig én af 4 nordjyske landmænd, som har dannet et selskab og i fællesskab købt maskinen med navnet DoubleL. De øvrige er Hans Østergaard, Lars Bach fra Fjerritslev og Flemming Lindegaard i Hadsund.
Den store kartoffeloptager består faktisk af to maskiner, der hver kræver en traktor foran sig. Den forreste blotlægger kartoflerne, som således kan nå at tørre, inden selve opsamleren kommer og samler knoldene op. Når marken er fri for sten kan maskineriet klare 10 rækker kartofler af gangen eller 3 hektar i timen, hvilket er et stort fremskridt i forhold til de gamle maskiner.
Det er Henrik Pedersen fra kartoffelmelsfabrikken Langholt, der har formidlet handlen med leverandøren i USA. Han oplyser, at den store kartoffeloptager i USA og Canada er mere reglen end undtagelsen. I Europa er den først nu kommet i brug. Prisen er 2½ million kroner, men investeringen er i princippet allerede tjent hjem, da den erstatter udstyr for 6 millioner kroner hos de fire landmænd. Det er Midtfjord Agro i Løgstør, der har samlet og klargjort de to store maskiner.
Det er også Henrik Pedersen, der har opstillet en plan for, hvornår maskinen skal køre hos de enkelte avlere. Netop nu er der højsæson for kartoffelhøsten.