Tre sponsorer sikrer læbeplantning omkring Løgstørs nye stadion på Sdr. Ringvej.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Vind er en faktor, man må kalkulere med, når man spiller fodbold i Løgstør. Men den friske blæst fra Limfjordens vande forsøges trods alt tæmmet, inden den pisker ind over de nye, grønne boldbaner ved Lanternen.
Dels er er der etableret en høj jordvold omkring baneanlægget, og i denne uge er HedeDanmark gået i gang med at beplante volden samt nogle klynger inde på stadion mellem banerne. I alt bliver der plantet 4000 træer af sorter som rød snebær, dunet gedeblad, almindelig røn, mirabel, rød kornel, rødel, blære spiræa og syren.
Lanternens byggegruppe har været heldige at finde et par velvillige sponsorer til det grønne projekt. Jutlander Fonden Himmerland har doneret 25.000 kroner til Løgstør Plantningsforening til planteprojektet, og plantningsforeningen har doblet dette beløb op, og sendt 50.000 kroner videre til byggegruppen. Derudover har en anonym giver doneret yderligere 25.000 kroner, således at der er modtaget i alt 75.000 kroner til at plante for.
Der er indgået aftale med HedeDanmark om renholdelse af de tilplantede arealer i de første tre år. Det sker med robot.