Skoven tog sig ud fra den smukkeste side til det store åbent skov arrangement.
Tekst & foto: Per Lyngby
I princippet er det en god oplevelse at komme i skoven, uanset vejret. Men når man nu holder åben skov med et væld af aktiviteter, så er det nu ikke så ringe endda, når det smukke forårsvejr også leger med. Og det gjorde det i den grad da en række foreninger, institutioner og interesseorganisationer inviterede til Skovens Dag i Uhrehøje Plantage ved Strandby søndag.
Ikke mindst børnefamilierne havde fundet vej til tumplepladsen i skoven, hvor man kunne køre på BMX-cykel, se en parteret gris, smage på lækre pandekager, som man selv skulle tilberede over bål - eller fange fisk og kryb i den nærliggende sø. Mulighederne var mange, og der var nok at se på og tage sig til på den skønne maj-søndag i skoven.
En gruppe hundeejere var mødt op med deres schweisshunde, som kommer i aktion, når der skal findes anskudt eller påkørt vildt.
Kay Viggo Kræfting fra Farsø er en af de tre hundeførere, som dækker det vesthimmerlandske område, og sammen med sin tyske ruhårede hønsehund, Balder, er han på opgave ca. 150 gange om året. I en tredjedel af tilfældene ved påkørsler i trafikken og i de øvrige tilfælde, når vildt er blevet anskudt i forbindelse med jagt.
Balder var mere end klar på at vise, hvad han kan. På en bane gennem skoven, havde Kay Viggo Kræfting lagt et spor med små blodsprøjt, og med næsen i sporet ledte den dygtige hund sin fører og det interesserede publikum gennem skoven og frem til et stykke rådyrben, som gjorde det ud for vildtet i den lille demonstration. På trods af de mange gæster i skoven og det medfølgende publikum, lod den erfarne sporhund med 500 søgninger på hunde CV’et sig ikke distrahere i udførelsen af opgaven.
Skovens dag arrangeres i samarbejde mellem Uhrehøje gruppen og Vesthimmerlands Kommune.