Søndag d. 25. oktober 2020 - �rgang 15
Fra venstre Per Bach Laursen, Inger Nielsen og Frederik Grønborg

588 mails senere blev Løgstør Skole genindviet

24-09-2020

Løgstør Skole står nu helt færdig efter en gennemgribende renovering. I går blev den indviet.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Det skulle egentlig have været en stor fest med 400 elever som deltagere, fortalte skoleleder Klaus Toft, da han i går bød velkommen til indvielse af Løgstørs nyrenoverede skole. Arrangementet var derfor reduceret, så kun et begrænset antal samarbejdspartnere fra håndværksfirmaer, rådgivere, forvaltning og politikere kunne være med, mens den stor indvielse for eleverne må vente til et senere tidspunkt. 

En enkelt elev var dog med. Det er Frederik Grønborg, der er elevrådsformand. Han går i 9.b, og for han har skolerenoveringen egentlig været et overstået kapitel i lang tid. Det skyldes at renoveringen af de fire fløje er sket i etaper. Udskolingens fløj blev renoveret først og stod allerede færdig, da han for to år siden startede i 7. klasse.

Skolerenoveringen har i det hele taget været en lang proces, forklarede Klaus Toft.

Han fik i 2015 en mail fra daværende skolechef Elsemarie Lauring, der bekendtgjorde, at der var planer om at renovere Løgstør Skole. I januar 2018 gik anlægsarbejdet i gang.

- Jeg har lige tjekket i dag, og her 588 mails senere står vi nu med det færdige resultat. Skolens sjæl har vi bevaret i de gule sten, men stort set resten er blevet skiftet ud, og det fungerer bare så godt, sagde Klaus Toft.

Byrådet afsatte 47,5 millioner kroner til skolerenoveringen. Undervejs i forberedelsesarbejdet opstod der fra lokale borgere et forslag om at rive skolen helt ned og bygge en ny til en anslået pris på 50 millioner kroner. Borgmester Per Bach Laursen errindrer, at der gik valgkamp i projektet i 2017: - Men vi kunne ikke have taget en bedre beslutning dengang, sagde borgmesteren ved invielsen.

Skolerenoveringen har da også været usædvanlig præcis i forhold til projektet.

- Arbejdet blev leveret før tid, og budgettet blev overholdt. Det er da en succes, der vil noget, sagde Klaus Toft inden han overlod saks og rød snor til borgmesteren, Børne- og familieudvalgsformand Inger Nielsen samt elevrådsformand Frederik Grønborg.

Med i skolerenoveringen er opdatering af skolens legeplads, og det var ifølge Inger Nielsen særdeles tiltrængt:

- Da jeg så skolen første gang i sidste valgperiode, tænkte jeg, "hold da op". Der var kun en asfaltbane med to mål i hver ende.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!