Mandag blev der afholdt Maritim Festival i Løgstør forud for træskibssejladsen Limfjorden Rundt.
Den traditionelle kappestrid mellem de gamle træskibe, hvor deltagerne gæster havne rundt om i den vestlige del af Limfjorden finder sted for 31. gang. Som sædvanligt starter det hele i Løgstør med videre sejlads til Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive.
I år stiller 63 skibe til starten, som går i dag fra klokken 10, og for første gang siden 2011 er klassen med 3 master repræsenteret i feltet.
Limfjordsmuseet har i en årrække afholdt Maritim Festival i Løgstør op til starten, hvor mange mennesker har kunnet komme på havnen og opleve det imponerende syn af de mange store træskibe. Således også i går, hvor der i det store telt var musikalsk underholdning hele aftenen med blandt andre De Galvaniserede Leoparder og Muleskinners.
Borgmester Per Bach Laursen var også mødt op for at byde velkommen til de mange kapsejlere og de mange motorcyklister, som også var inviteret til gratis skipperlabskovs i festivalteltet. Borgmesteren fik i den anledning af Niels Sohn, der er arrangør af Limfjorden Rundt, overrakt et fad, som borgmesteren er velkommen til at putte støttekroner i til Maritim Festival. Niels Sohn havde udset sig et fad med tremmer, der ikke kan holde på mønter - så opfordringen til Per Bach Laursen var at fylde sedler i den.
Ud over de mange deltagere i kapsejladsen følger også 4-5 andre skibe med rundt i Limfjorden. De fungerer som dommerbåd, start- og måltagningsbåd og hjælpefartøjer. Med disse fartøjer kommer det samlede antal personer der deltager et godt stykke over 650.