Ikke færre end 244 forskellige almennyttige og velgørende formål fik i 2019 bindende tilsagn fra Jutlander Fonden Himmerland om uddelinger for i alt 7,5 millioner kroner. Det fremgår af fondens årsrapport.
Jutlander Fonden Himmerland er den største aktionær i Jutlander Bank. Og det er først og fremmest udbyttet af fondens aktier i banken, der er kilden til de donationer, som fonden uddeler til almennyttige og velgørende formål i de lokalområder, hvor banken har sit virke.
”Også her i 2020 kan lokale ildsjæle søge om tilskud til velgørende eller almennyttige initiativer: Og det gælder både i Sparekassen Himmerlands oprindelige virkeområde og i de områder, hvor Jutlander Bank siden 2014 har etableret afdelinger”, fortæller formanden for fonden, Michael Jørgensen.
Fondens bestyrelse har besluttet at reservere 10 millioner kroner af resultatet for 2019 til fremtidige uddelinger. Den samlede ramme for uddelinger i 2020 ligger dermed på 13,7 millioner kroner.
”Man kan kort sige det sådan, at når det går banken godt, så går det fonden godt – for når banken har overskud og udbetaler udbytte, så får fonden midler, som vi kan bruge til at støtte lokale initiativer”, konkluderer formand Michael Jørgensen.
Jutlander Fonden Himmerland opnåede i 2019 et overskud på 71 millioner kroner, og fondens egenkapital udgør nu 784 millioner kroner.
I 2019 modtog fonden 16 millioner kroner i udbytte fra Jutlander Bank A/S. Den største kilde til årets overskud var dog en positiv kursregulering af fondens aktier i Jutlander Bank A/S med 52 millioner kroner. Det skyldes, at børskursen på Jutlander Bank-aktien gennem 2019 steg fra 179 til 192. Fondens ejerandel i Jutlander Bank A/S udgør uændret 46,5 procent.
Også i 2020 modtager fonden udbytte på cirka 16 millioner kroner fra aktierne i Jutlander Bank.
Oplysninger om fondens uddelingspolitik og ansøgningsprocedure kan findes på www.jutlanderfondenhimmerland.dk