Tirsdag d. 23. juli 2019 - �rgang 14
Borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, og direktør Brian Larsen, Aars Boligforening, er enige om, at de nye boliger vil gavne udviklingen i de mindre byer. Her er de fotograferet i Hvalpsund, hvor byens første almennyttige boliger opføres få meter fra Limfjorden.

Aars Boligforening opfører 26 boliger i fem mindre bysamfund

27-06-2019

Aars Boligforening gør nu klar til at starte opførelse af 26 boliger i fem mindre byer.

Boligforeningen har netop fået grønt lys fra Vesthimmerlands byråd til at bygge i Aalestrup (Horns grund, otte boliger), Gedsted (fem boliger), Vegger (fire boliger), Havbro (den tidligere krogrund, tre boliger), og Hvalpsund (seks boliger).

- Vi vil gerne styrke de mindre bysamfund ved at sikre moderne lejeboliger, siger direktør Brian Larsen, Aars Boligforening. Vi ved, at de mindre byer kæmper mod den stigende centralisering, og i den forbindelse betyder det en del, at der er et varieret boligudbud.

Mens Aars Boligforening i forvejen har aktivitet i fire af byerne, er det første gang, at Boligforeningen bygger i Hvalpsund.

- Hvalpsund er en dejlig by, og vi tror på, at byen har behov for almennyttige boliger ligesom vore andre lokale landsbyer. Derfor er vi godt tilfreds med, at vi sammen med Vesthimmerlands Kommune nu har fået mulighed for at starte etape et på seks lejeboliger som en attraktiv tæt lav bebyggelse over for Marinaen i Hvalpsund. Vi er glade for at kickstarte den spændende lokalplan for havneområdet i Hvalpsund, betoner boligdirektøren.

- Det er mit indtryk, at Hvalpsund er et sted, hvor folk gerne vil bo. Blandt aktiverne er et stort område med cirka 775 sommerhuse i baglandet og et indbydende maritimt miljø. Det skulle ikke undre mig, om vi møder stigende behov for små attraktive boliger som led i en udvikling, hvor flere ældre efterspørger sådanne boliger til deres otium. Hvalpsund er den lokalitet i Vesthimmerlands Kommune, hvor der bor procentvis flest ældre.

Boligforeningen har som led i planerne om almennyttige boliger i Hvalpsund haft flere møder med en lokal arbejdsgruppe, som arbejder målbevidst på at skaffe flere gode lejeboliger til Hvalpsund.

- Arbejdsgruppen har virkelig lagt et godt stykke arbejde i opgaven med at skaffe flere gode boliger til Hvalpsund, og jeg håber, at der inden for en overskuelig fremtid bliver bygget flere boliger i byen, pointerer Brian Larsen.

Aars Boligforening har kun få ledige boliger
Boligforeningens direktør siger, at engagementet i Hvalpsund og de øvrige mindre byer i Vesthimmerlands Kommune falder udmærket i tråd med Boligforeningens strategi om at støtte den boligmæssige udvikling i hele Kommunen.

- Vi har ikke udlejningsproblemer i de mindre byer. Ja, heller ikke i Aars og Aalestrup, hvor vi hvert sted kun har fire ledige boliger. Derfor er det klogt at indmelde sig i Aars Boligforening, så det bliver lettere at få en bolig, når man ønsker det, fastslår direktør Brian Larsen.

Også borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune er godt tilfreds med Aars Boligforenings initiativ:

 - Det glæder mig, at vi nu har udsigt til at få etableret almene boliger i Hvalpsund. Personligt har jeg haft flere henvendelser fra borgere, der ønsker at flytte til Hvalpsund i lejebolig, og i godt samarbejde med Aars Boligforening kan de ønsker snart opfyldes. På det overordnede plan glæder det mig også, at vi får skabt boligudvikling i mange af vores byer og landsbyer i Vesthimmerland, så rammerne for bosætning er bedst mulige, siger borgmesteren.

Det er planen, at opførelsen af de 26 boliger starter i år og fuldføres i 2020.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!