Da Bakken Bears torsdag aften tog første stik i finalerunden om DM i basket ved at slå Horsens IC 91-86 i Vejlby-Risskov Hallen, var byen Aars rigt repræsenteret. Dels er Jutlander Bank, der har hovedsæde i Aars, hovedsponsor for Bakken Bears, dels var basket-holdet fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF inviteret til at overvære kampen.
Tilmed blev de vist rundt og fik præsenteret klubben inden ”tip off”. Og hvem tog så imod? Ingen ringere end Jacob Freil, der er ansat som teknisk coach og psykolog ved Bakken Bears, men som har en fortid i Aars og Gislum, hvor hans forældre boede i den gamle skole, og hvor Jacob og hans søskende smed bolden i kurven utallige gange.
Ægteparret Kirsten og Jørgen Freil, der stammede fra København, blev ansat som idrætslærere ved VHG, da Jacob var to år gammel, og så kan det nok være, at basket blev introduceret på skolen. I 1970 kom det første DM i basketball for de yngste drenge i hus. Og siden fulgte der flere mesterskaber i skolebasket. VHG var blevet en magtfaktor i denne idrætsgren.
Efter endt studentereksamen i 1979 spillede Jacob Freil selv et par sæsoner på Bakken Bears’ bedste hold, og han er altså i dag en værdsat medarbejder i klubben. Det samme gælder en anden Aars-dreng, Michael Piloz, der også spillede basket og i dag er direktør for klubben og ved aftenens kamp fungerede som stadionspeaker. Hans far, Jacques Piloz, der var lærer på VHG, tog over som formand for Aars Basketballklub efter Jørgen Freil.
Endelig mødte gruppen fysioterapeut Jens Knudsen, hvis far også var lærer på gymnasiet. Så der blev luftet mange minder fra Aars, da Bakken Bears-repræsentanterne mødte basket-drengene fra Aars og deres ledsagende lærer, Rasmus Abildgaard Jacobsen, under rundturen i klubben.
Det blev også til et møde med en kæmpeprofil i dansk basket, Chris Christoffersen, der måler 218 cm og vejer 132 kg. Han fortalte om sin opvækst i Aarsballe på Bornholm, der knap nok er en by, og om, hvad en holdsport som fodbold havde gjort ved en genert dreng som ham. I en sen alder havde han så fundet ud af, at basket lige var en sport for ham, og efter endt 10.klasse fik han et scholarship i USA med deraf følgende professionel karriere, hvor han var tæt på NBA. Efter en professionel karriere i udlandet, også i flere europæiske lande, er han nu i gang med sin sidste sæson i Bakken Bears. Han gav et oplæg til kampen i Vejlby-Risskov Hallen, så delegationen fra Aars var forberedt på, hvad de skulle fokusere på under kampen, hvor Bakken Bears og Horsens IC repræsenterer hver sin spillestil.
Det var en flok veltilfredse Aars-drenge, der efter slutfløjt evaluerede kampen sammen med Jacob Freil, og de ser nu frem til et genbesøg fra Bakken Bears i Aars til efteråret for at få ny inspiration. Og hvem véd, måske kan gymnasiet i Aars en dag igen levere talenter til Danmarks førende basketballklub?