Erik Stagsted, formand for Ældrerådet i Vesthimmerland, garanterer, at rådet vil formulere en værdighedspolitik som følge af den milliard, som netop er bevilget til ældreområdet. Vesthimmerland skal dog dele milliarden med de 97 øvrige kommuner.
"Jeg er rigtig glad for, at værdig pleje og omsorg er blevet et så væsentligt omdrejningspunkt for Finansloven, så der på denne er afsat 1 milliard ekstra fra 2016 og frem alene til dette formål".
Sådan udtaler Erik Stagsted, som tillige er næstformand for landsorganisationen Danske Ældreråd.
"I Danske Ældreråd, har vi gennem det seneste år sat værdighed på dagsordenen i møder med ældrerådenes formænd, i landskonferencer og senest i vores samtaler med partiernes ordførere for ældre- og sundhedsområdet på Christiansborg. Jeg konstaterer også med tilfredshed, at midlerne fordeles efter en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet, hvilket betyder, at midlerne fordeles, så kommuner med mange ældre får flere midler end kommuner med få ældre. Det har vi kæmpet for, da det er det mest rimelige."
Aftalen slår fast, at hver enkelt kommune - gennem en påtegning af regnskabet - skal dokumentere, hvordan midlerne er brugt. Kommunerne slipper for administration med ansøgninger, men det er muligt for ministeren og for ældrerådene at følge, at midlerne benyttes til formålet.
"Det er godt. Jeg vil love, at Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune vil bidrage med at formulere en politik for de overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet," siger Erik Stagsted.
Ældrerådet i Vesthimmerland, ser positivt på aftalens løft af sundheds- og ældreområdet fra 2016, herunder især indsats for demensramte og ældre medicinske patienter med fokus på nedbringelse af overbelægning. Aftaleparterne er enige om at afsætte 320 mio. kr. i 2016 og 300 mio. kr. årligt fra 2017 og frem til en national handlingsplan for den ældre medicinske patient, herunder en akutpakke målrettet nedbringelse af overbelægning på sygehusene.
Der afsættes 1 mia. kr. årligt fra 2016 og frem til at understøtte udbredelsen og implementeringen af en værdighedspolitik i kommunerne.
"I udarbejdelsen af værdighedspolitikken skal kommunalbestyrelsen sikre, at eksempelvis de lokale ældreråd, pårørende samt medarbejdere inddrages. Vi er helt klar i Ældrerådet," siger Erik Stagsted.