I disse dage skyder to ikke helt almindelige byggerier op både nord og syd for Aggersund. Det er forberedelsen på nedtagningen af højspændingsmasterne ved Limfjorden.
De seneste to år har Energinet.dk sammen med sine norske kollega fra Statnett arbejdet på at etablere en 4. elektrisk forbindelse mellem Danmark og Norge. Det nye kabel forbindes mellem Kristianssand i Norge og Tjele i Danmark og har en kapacitet på 700 megawatt.
De tre eksisterende kabler har en kapacitet på 1000 megawatt, og den nye forbindelse øger således kapaciteten med 70 procent. Med forbindelsen kan Danmark også i fremtiden eksportere vindmøllestrøm til Norge, når vi har for meget af den. Til gengæld kan vi importere norsk vandkraft, som er miljøvenlig og nem at regulere, når vores vindmøller står stille.
Den nye forbindelse hedder Skagerak 4 og går i land ved Bulbjerg. Herfra går den gennem Jammerbugt kommune til Aggersund, hvor den er ført under Limfjorden og videre til Tjele. Anlægsarbejdet har været omfattende og kommer samlet til at koste 3,3 milliarder kroner.
Højspændingsmaster fjernes fra Aggersund
Folketinget har tilbage i 2008 besluttet, at der samtidig skal ske en forskønnelse af højspændingsnettet på 6 udvalgte områder. Aggersund er et af områderne, og her bliver de 3 gamle forbindelser til Norge lagt i jorden på en strækning over 7 kilometer.
I hver ende af den 7 kilometer lange strækning som går fra Krøldrupvej nord for Aggersund til Aarsvej ved Næsborg, bygges der nu op til 7 meter høje porcelænsisolatorer, som skal fungere som overgang fra højspændingsledningerne til de nye jordkabler.
Prisen for at få kablerne lagt i jorden og fjernet de gamle højspændingsmaster og ledninger løber op i 170 millioner kroner.
Søren Damsgaard Mikkelsen, der er projektleder på Skagerak 4, siger, at den høje pris overvejende skyldes, at de nye kabler er vældig dyre at få produceret. De fremstilles på en avanceret fabrik i Napoli, hvor de blandt andet isoleres med olie og papir.
Han tilføjer, at det ville koste flere milliarder kroner, hvis alle de gamle højspændingsledninger på Skagerak 1-3 skulle kabellægges helt fra Bulbjerg til Tjele. Derfor er det kun den nye Skagerak 4, der er blevet lagt i jorden på hele strækningen.
Går i drift til december
Skagerak 4 sættes efter planen i drift den 1. december i år. Først når det er sket, kan de nye kabler på Skagerak 1-3 kobles på porcelænsisolatorerne. Det sker formentligt henover en weekend til foråret i 2015, hvor der er mindst forbrug på nettet mellem Danmark og Norge. Herefter kan de gamle højspændingsmaster så endelig fjernes.