Der var ikke overraskende rift om den ekstraordinære pulje penge, som byrådet afsatte til turisme langs kommunens Limfjordskyst.
Af Jacob Dalgaard
Da Vesthimmerlands Kommune fra 1. marts i år gik ind i et nyt turistsamarbejde med Mariagerfjord i det nye Destination Himmerland blev der et restbeløb på 800.000 kroner årligt i forhold til budgettet i det nedlagte VisitVesthimmerland. De penge er blevet øremærket til Limfjordskysten.
For de 10 måneder af 2020 gav det et beløb på 664.000 kroner, som turismeaktører kunne søge ind på, hvorefter Økonomiudvalget ville fordele midlerne.
Der er indkommet 22 ansøgninger til et samlet beløb på 2.295.000 kroner. Ansøgningerne ligger fra 2.500 kroner og helt op til det maksimale beløb på 200.000 kroner pr. projekt.
Økonomiudvalget har fordelt pengene til 7 af projekterne.
En styregruppe bestående af Herregården Hessel, Stenaldercenter Ertebølle og Vesthimmerlands Museum har fået 193.850 kroner til projekt "Tidsrejsen", som er oplevelser i historie og natur.
Limfjordsmuseet har fået 196.100 kroner til opstart af cykeludlejning
Malergruppen Rammen i Vester Hornum har fået 2.500 kroner til at give turister mulighed for at lave egne muslinger i ler og brænde dem på Kunsttorvet i Løgstør.
Ertebølle Strand Camping og Troldebakken Camping i Trend har fået 50.750 kr. til udlejning af Paddle Boards.
Hvalpsund Borgerforening og den frivillige turistgruppe i Hvalpsund har fået 57.000 kr. til en aquapark med en vandtrampolin på Hvalpsund badestrand.
Løgstør Egnens Turistforening, Løgstør Bådelaug og Kanal Jazz har fået 138.000 kroner til musik på havnen i Løgstør.
Hvalpsund Borgerforening og den frivillige turistgruppe i Hvalpsund har fået 25.800 kr. til indkøb og udlejning af 3 dobbelthavkajakker.