Bakkeskolehallen kan spare 29.000 kroner om året på sine ydelser på lån ved en låneomlægning.
Byrådet gav i torsdags grønt lys for, at Bakkeskolehallen kan konvertere et lån i Andelskassen på 671.000 kroner til et nyt lån i Kommunekredit. I 2016 betalte Bakkeskolehallen 6% i rente, men ved at flytte lånet over i Kommunekredit kan hallen få lånet til 1% i rente.
For at optage et lån i Kommunekredit skal byrådet garantere for lånet, hvilket samtidig begrænser kommunens mulighed for låneoptagelse. Kommunen garanterede i forvejen for 300.000 kroner på det gamle lån, så torsdagens beslutning var reelt kun en forhøjelse af garantien med yderligere 371.000 kroner.
Accepten fra byrådet betyder, at Bakkeskolehallen kan spare omkring 29.000 kroner årligt.