Hesselvangs beboer Frode Kjær har længe ønsket sig et gensyn med borgmester Per Bach Laursens gård, Lundgården ved Overlade, som hans bror og svigerinde havde arbejdet på i deres helt unge dage, for se den store udvikling, der er sket siden da. Så da Per Bach Laursen var på besøg som dommer ved Hesselvangs store bagedyst, var anledningen der til at få en sådan eftermiddag arrangeret.
Hesselvangs egen bus blev fyldt godt op med forventningsfulde beboere, og på trappen på Lundgård stod Per Bach Laursen veloplagt og klar til at byde dem velkommen. I stalddøren stod en medarbejder med to små grise, der nærmest struttede af velvære og sundhed.
Ketty Sørensen, der hele sit liv har elsket dyr, tog staks grisen i sin favn og var klar til at udvide besætningen på Hesselvang til også at omfatte smågrise. Niels Schou der er tidligere landmand nød også gensynet med de små størrelser.
Bagefter gik turen over i maskinhuset, og grundet rengvejret holdt den store mejertærsker med sit 30 fods store skærebord indendøre. De store maskiner vidnede om den enorme udvikling, der er sket siden "hjøljens" (en høst-le) og selvbinderens tid, før traktorerne overtog markarbejdet for hestene.
Efter en god snak i maskinhuset gik turen til det smukke og imponerende store stuehus. Spisestuen ligger smukt med en store glasbue ud til terrassen og med en smuk udsigt ned i haven. Også haven blev inspiceret fra vinduerne og de smukt tilplantede krukker og dybden i haven blev straks kommenteret af Frode Kjær. Frode er tidligere gartner og nyder nu drivhuset på Hesselvang, hvor han forsyner hele huset med agurker og tomater i lange baner. Dog var han ikke sikker på at havens store pragttræ, der allerede havde knækket en gren, tålte endnu en storm.
Per Bach Laursen fortalte kort om gårdens historie. Lundgård startede som en ladegård til Vitskøl, der blev bygget helt tilbage i 1100-tallet. Senere var det familien Bie, der overtog, inden Per Bach Laursens bedstefar købte den meget forsømte gård for præcis 80 år. Han kunne fortælle hvordan markerne var så fyldte med sene-græs, at de måtte bruge en rive, man egentlig brugte efter selvbinderen, til at få det sidste med. Men her brugte hans bedstefar den til at rive sene-græsset sammen og brænde det af for at få bugt med det.
Under krigen var det også svært økonomisk, men de kom igennem med skindet på næsen, bestemt ikke fordi de handlede med værnemagten, for to af farens brødre var modstandsfolk, så laderne blev også brugt til at skjule våben. Efter krigen blev det heldigvis bedre tider igen.
I dag drives gården som et moderne landbrug med svineavl og ca. 330 hektar jord, som de selv driver. I vinterhalvåret har de ca. 6-7 personer ansat og et par stykker ekstra i sommerhalvåret, hvor det meste markarbejde skal laves. De fleste af medarbejderne er udenlandske, da der er for få danske unge, der ønsker at arbejde de mange timer i fx svinestaldene.
Per er 3. generation på Lundgård, og sammen med hustruen Britt har de 4 sønner, hvoraf en af dem ønsker at blive landmand og forhåbentlig 4. generation på Lundgård.
Efter en meget meget hyggelig eftermiddag og et fælles billede på trappen listede bussen igen mod Hvalpsund.
