”Vi giver publikum hvad de ønsker” sådan synes mantraet at lyde, når Open Air gruppen i dag præsenterer at Birthe Kjærs retur til Løgstør Open Air.
Birthe Kjær optrådte for første gang til Løgstør Open Air i 2015. Den koncert gik over i historien som en af de mest bemærkelsesværdige, idet Birthe Kjær og hendes 9 mands store Feel Good Band formåede at skabe en kæmpe fest på koncertpladsen, hvor publikum uanset alder dansede og skrålede i kor til hendes mange sange.
”Dengang var vi meget i tvivl om hvordan Birthe Kjær ville blive taget imod. Men da hun gik på scenen og vi kunne se et sandt stormløb fra pladsens hjørner mod scenen vidste vi i løbet af få sekunder, at beslutningen om Birthe Kjær til Open Air havde været en af de bedste det år. Vi var derfor aldrig i tvivl om, at hun skulle tilbage igen, og i år har det så været muligt at få enderne til at mødes, hvilket vi er umådeligt glade for,” lyder det fra Henrik Skak fra Open Air gruppen.
Søndag eftermiddag præsenterede Løgstør Open Air bandet SAVEUS med Martin Hedegaard (den tidligere X-factor vinder i hovedrollen). Dermed betyder det at Løgstør Open Air nu blot mangler et enkelt band før plakaten er komplet. De øvrige offentliggjorte kunstnere er Burhan G. og Halberg & Friends.
Løgstør Open Air afvikles lørdag d. 18. august i Christiansmindeskoven.