Hood Blomster i Overlade vil på dronningens fødselsdag sende blomster ud til ældre, som har det svært.
Af Jacob Dalgaard
Dronning Margrethe opfordrede den 2. april danskerne til ikke at sende hende blomster i anledning af hendes 80 års fødselsdag på torsdag. I stedet opfordrede regenten til, at man sender en buket blomster til de ældre medborgere, som har det svært i denne coronatid.
Den opfordring har Susanne Sørensen fra Hood Blomster i Overlade taget til sig. I går startede hun en indsamling på Facebook, hvor støtter kan indbetale fra 25 kroner og opefter via MobilPay suppleret med et ønske om, hvem der skal have en blomst.
I dag var der midt på eftermiddagen indsamlet 1700 kroner, fortæller Susanne Sørensen, der håber, at nå endnu længere op, inden indsamlingen slutter på onsdag.
"Alle blomster bliver leveret på dronningens fødselsdag og vil forhåbentlig skabe en masse glæde, hvor der er mest brug for det," skriver Susanne Sørensen i sit opslag, hvor hun også fastslår, at hun arbejder gratis med projektet.