En ny børnepolitik vil blot komme til at stå på en hylde og samle støv, lyder kritikken fra blandt andre viceborgmester Theresa Berg Andersen.
Af Jacob Dalgaard
Byrådspolitikerne har lavet rygepolitik, frivilligpolitik, handicappolitik, integrationspolitik, opkrævningspolitik og en lang række andre politikker, der skal sætte rammer og standarder for udviklingen i Vesthimmerlands Kommune. Nu er der så kommet en ny "sammenhængende børne- og ungepolitik for 2020-2026".
Den blev godkendt i byrådet i torsdags, hvor Inger Nielsen (V), der som formand for Børne- og Familieudvalget har stået i spidsen for arbejdet, bad om opbakning til at få politikken ført ud i livet.
Det fik hun, men den nye politik i rækken af politikker fik en lunken modtagelse.
- Den kommer til at samle støv. Når jeg kigger på sådan en fin politik på 14 sider, så tænker jeg "hold da op der er gået mange mandetimer til at lave det" - tid, som er gået fra vores børn og unge. Hold da op, sagde SF's viceborgmester Theresa Berg Andersen, der dog ikke kunne stemme imod politikken, fordi ingen kan være uenig i dens indhold. Men der er ingen grund til at lave politikker for politikkernes skyld, fastslog hun.
Også socialdemokrater var kritiske. Per Jensen sagde, den kan bruges til noget, fordi den er for almindelig. Hans partifælle Doris Lauritzen meldte endnu mere klart ud:
- Lad os droppe alle de politikker og lave nogle handlingsplaner. Har vi 100 politikker? Hvem ved det?
Signe Nøhr fra Det Konservative Folkeparti mener, det kan gøres bedre og lidt mere konkret næste gang. - Vi skal være skarpere på hvad vi vil og hvad vi mener, sagde hun.
Den nye sammenhængende børne- og ungepolitik er nu vedtaget, og det betyder, at kommunen nu skal leve op til indholdet, som blandt andet omfatter visionen:
"Vi vil, at børn og unge på sigt kan blive kompetente og vidende samfundsborgere med lokal indsigt og globalt udsyn."
Og: "Vi vil tage udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte unge, og vurdere hvem og hvad der bedst kan understøtte positiv udvikling."
Og det er der jo ikke være mange, der kan være uenig i!