Fredag d. 22. januar 2021 - �rgang 15

Boligsalget i Vesthimmerland eksploderede i 2020

08-01-2021

I 2020 blev der solgt 136 flere boliger i Vesthimmerland sammenlignet med året før. Det er en stigning på 20 procent.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Hvis man sætter sit hus til salg nu, risikerer man at det bliver solgt. Tendensen fra 2020 fortsætter nemlig i år. 

Det er i hvert fald fornemmlelsen hos Mæglerfirma Asger Larsen efter den første uge af 2021. 

- Det er rigtigt, at vi har solgt meget mere i 2020 end året før. Jeg tror endda, at vores vækst ligger noget højere end 20 procent. Jeg troede, at vi nok ville opleve et lille dyk her efter nytår, men vi har fortsat masser af fremvisninger, og der kommer også nye emner ind, siger indehaver Asger Larsen. 

Han peger især på sommerhussalget, som har trukket antallet af handler i vejret. 

- Alle vil have et sommerhus, og mange har penge nok. I dag er det ikke noget ved at have penge til at stå, og det får også mange til at investere. Vi kan mærke, at når noget nyt kommer til salg, så bliver der hurtigt bedt om at få opstillinger, siger Asger Larsen. 

Boligsalget i Vesthimmerland steg totalt fra 673 i i 2019 til 809 i 2020. Det er en stigning på 20%, som også er den procentuelle stigning for hele Nordjylland. Størst fremgang i salget har man oplevet i Mariagerfjord kommune, hvor der er solgt 38% flere boliger. Kun Rebild Kommune har oplevet en nedgang, som dog kun er på 1%.

I Vesthimmerland forventer Asger Larsen, at der stadig kan kommet et skvulp, der kan sætte salget lidt i stå, når coronaen en gang er overstået. Men indtil videre fortsætter salget i højeste gear.

 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!