Annette Vahlgreen, der er løsgænger i byrådet i Vesthimmerland, har politianmeldt Knud Kristensen for overtrædelse af udbudsloven.
Den mistillid, der i dele af byrådet har været til borgmester Knud Kristensen det seneste år, nåede i dag nye højder med politianmeldelsen, som er indgivet af Annette Vahlgreen. Hun mener ikke borgmesteren har holdt sig inden for lovens rammer i en grundhandel i Farsø.
"Hvorfor skulle borgmesteren købe Morten Nielsen-grunden i Farsø for næsen af kommunen og Aars Boligforening? Borgmesteren vidste jo godt, at Aars Boligforening ville købe grunden. Hvorfor fremlægger borgmesteren ikke et korrekt regnskab på den grundpris, som han nu forlanger? Det forlyder, at borgmesteren angiveligt også har haft indtægter ved salg af den hal og andet, som var på grunden. Hvor blev indtægterne af i borgmesterens regnskab?"
Det er nogle af de spørgsmål, som Annette Vahlgreen forgæves har forsøgt at finde svar på og som hun nu beder politiet om at undersøge nærmere.
Netop Annette Vahlgreen blev selv meldt til politiet af Knud Kristensen sidste år i september for injurier. Det skete efter et læserbrev, hvori Annette Vahlgreen beskyldte borgmesteren for at tale usandt. Anmeldelsen blev dog i december trukket tilbage.
Men nu er der igen en politisag, og denne gang er det borgmesteren, der anklages for at have forbrudt sig mod udbudsloven.