Der arbejdes på at bygge et nyt renseanlæg i Hadsund, som skal modtage spildevandet fra Vesthimmerland.
Af Jacob Dalgaard
Indenfor en årrække kan vi i Vesthimmerlands Kommune bogstaveligt talt sende lorten over til naboerne i Mariagerfjord Kommune. Allerede for tre år siden var der tanker om at etablere en spildevandsledning fra Aars til Hadsund i stedet for at bekoste penge på det nedslidste renseanlæg i Aars.
Nu er planerne blevet konkrete, og den politiske proces er i gang for at føre projektet ud i livet. I mellemtiden er projektet vokset i omfang, således at renseanlæggene i Løgstør og Stistrup også kan nedlægges, så også dette spildevand kan sendes til Hadsund i en senere 2. etape.
I dag er rensenalægget i Hadsund godkendt til at modtage spildevand fra det, der svarer til 75.000 voksne menneskers forbrug i Mariagerfjord Kommune. Den planlagte udvidelse vil øge kapaciteten til 275.000 personer. Rebild Kommune har nemlig også vist interesse for at koble sig på det nye rensningsanlæg for den del af kommunen, der omfatter tidligere Nørager Kommune.
Spildevandet fra Mariagerfjord Kommune pumpes i dag 4 kilometer ud i Kattegat. Det vil det fortsat blive, når nye spildevandsområder kobles på. Når mængden af spildevand øges drastisk, kunne man frygte at det skader miljøet omkring Aalborg Bugt. Men de beregninger, som er lagt til grund for politikernes vurdering, skønner, at miljøet alt i alt vil vinde ved den planlagte løsning.
Beregningerne viser, at effekten af at nedlægge renseanlæg i Rebild og Vesthimmerlands kommuner sammen med en skærpelse af kravene til udledningen af kvælstof fra det udbyggede Mariagerfjord Renseanlæg, vil få regnskabet til at balancere, således at kravene i Vandområdeplanen kan opfyldes. Det nye renseanlæg forventes at få to nye rensetrin i renseprocessen.
I følge Jens Lauritzen, der er formand for Vesthimmerlands Forsyning, som håndterer spildevandet i Vesthimmerland, kan der gå op til 25 år, inden projektet er fuldt gennemført. Men det bliver en gevinst for Limfjorden, som får tilført mindre kvælstof, og det bliver en gevinst for kunderne i Vesthimmerlands Forsyning, fordi det bliver billigere at håndtere spildevandet, fastslår han.
Dette gode tilbud kunne byrådet i Vesthimmerland ikke afslå, og på årets sidste møde i torsdags stemte alle 27 medlemmer forelæbigt for at sende den udarbejdede miljøkonsekvensrapport og et udkast til kommunernes VVM-redegørelse i offentlig høring i 8 uger.