Borgmester Knud Kristensen tog i går første spadestik til det nye natur- og ridecenter i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Bestyrelsen for Løgstør Rideklub havde heldigvis tjekket vejrudsigten forud for det første spadestik, som blev taget i går. Der var nemlig varslet regn, og derfor var der rejst et telt, hvor den gode gamle skik kunne foretages efterfulgt af pølser fra grillen.
Borgmester Knud Kristensen fik æren af at stikke den gyldne spade i jorden, som den første. Dermed gav han et lille nap med til sin egen murervirksomheds konkurrenter, Murerfirmaet Henriksen & Madsen, som vandt licitationen på byggeriet.
Forinden havde en glad Allan Ritter Andersen holdt tale for de fremmødte:
"Det bliver et topmoderne rideanlæg, hvor der er arbejdet rigtig mange spændende detaljer ind. Det bliver her, rideklubber fremover vil samle inspiration til om- og tilbygninger. Det bliver et pilotprojekt, og det første af sin art i Danmark. Vi er som klub super stolt over, det er lykkedes os at rejse de 24 millioner kroner, så drømmen kunne blive til virkelighed. Det bliver dejligt som by og kommune at være først med det nye. Samtidig er det med til at udvikle vores egn, som der bestemt også er brug for."
Det nye natur- og ridecenter får Løgstør Rideklub som den største bruger. Men hele konceptet bag byggeriet er, at det skal benyttes af flere brugere. Den lokale hundeklub og Løgstør FDF har allerede givet tilsagn om at bruge centeret.
"Vi tror rigtig meget på, at når først rammerne er der, ja så vil der være mange, der kan se sig selv i centret og i området. Ambitionen er at skabe et center, der er liv i fra morgen til aften, og hvor der kan opstå synergier mellem de forskellige foreninger," sagde Allan Ritter Andersen.
Inden entreprenørmaskinerne kan tage over, hvor borgmesterens arbejde med spaden slap op, skal arkæologer først undersøge matriklen på Vester Ørbækvej 61, hvor natur- og ridecenteret skal bygges. Medmindre der findes andet end spor af den gamle ejendom, der har ligget på stedet, skal centeret stå klar til brug sidst i maj næste år.
Planerne om natur- og ridecenteret startede for 3 år siden afledt af Lanterne-projektet, der skulle bruge den nuværende rideklubs areler på Sønder Ringvej til nye boldbaner.