1. maj blev i går markeret i Kulturladen i Løgstør, hvor de røde faner blev luftet.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Røde holdninger kan godt være forskellige. Også selv om holdningernes ejermænd kommer fra samme parti. Det lokale socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem Per Jensen kan nemlig ikke tilslutte sig alt, hvad Socialdemokratiet kommer med fra Christiansborg. Det gjorde han klart, da han holdt sit livs første 1. maj tale og talte om solidaritet:
- Når så nummer to i vores parti siger at solidaritet er ”at tage godt imod det antal flygtninge, vi kan klare”, så taler han præcist på samme måde som DF og den øvrige del af blå stue. Jeg er ikke naiv og ved godt, at vi ikke kan løse alle verdens flygtninge- og integrationsproblemer – men ”tage godt imod dem vi kan klare” - jeg hører Thulesen Dahl og Martin Henriksen, men det var en af vore, der sagde det. Skulle et af verdens rigeste lande ikke kunne modtage FNs 500 kvoteflygtninge. Det var ikke en god dag, da mit parti sagde nej til at være solidarisk med dem, sagde Per Jensen.
Lokalt har Per Jensen også været på kollissionskurs med partilinjen i turistpolitikken. Men partiet holder han fast i:
- Når jeg så spørger mig selv – og det er der såmænd også andre, der har gjort – hvorfor jeg så stadig er socialdemokrat, så er svaret: På grund af min bedstefar, Krag, Anker og Auken. Det er dem og deres gerninger for vort parti, der gør, at jeg trods dyb uenighed med partilinjen på flygtninge-, indvandrerområdet, stadig er socialdemokrat. Næsten genetisk.
Omkring 70 mennesker dukkede op til talerne i Kulturladen. Udover Per Jensen var der taler ved Rasmus Høgh Nørskov fra Dansk Elforbund og socialdemokratisk folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen.
Som sædvanligt blev der serveret grillgris og øl, og Morten "Fiffi" Jørgensen stod for musikken.