Der blev hængt i, da 40 cykelryttere lørdag formiddag deltog i Lions Club Løgstørs 50 års jubilæumsløb i Løgstør bymidte.
I sponsorløbet var det antallet af omgange på den 650 meter lange rute, der blev cyklet, som bestemte, hvad den enkelte sponsor skulle betale til den enkelte rytters klubkasse. I alt blev den samlede indtægt på sponsor cykelløbet kr. 46.500.
Topscoreren i cykelløbet blev Musik i Børnehøjde, der tjente kr. 13.500 til dette års arrangement, der holdes i august måned på havnen i Løgstør. Benny Hansen, Løgstør Håndboldklub, tjente i alt fem tusinde kroner hjem til klubkassen.
I en time cyklede rytterne rundt på ruten, og der blev givet gas. Den to et halvt årige Freja Dalgaard, Løgstør, nåede at cykle fem omgange, og Tom Laustsen, Løgstør, nåede med flest omgange at komme op på 38. En indsats, der berettigede deltagerne til en sandwich og kildevand efter cykelløbet, hvilket blev sponseret af XL Tømmergaarden og Spar Nord.
- Det blev et fantastisk cykelløb, som berigede de klubber og organisationer, der deltog. Der var deltagelse af alle aldersgrupper, og der var morsomme indslag. Mest iøjnefaldende var nok de to Christianiacykler med en abe i den ene og den anden med musikanlæg. Et godt opløb til vores reception for 50 års jubilæet, hvor vi uddelte kr. 159.000,00 til en lang række lokale foreninger og initiativer samt nationale og internationale aktiviteter, siger præsident Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør.