Lukningen af Louns-Alstrup Skole betød, at børnene fra Hvalpsund nu skal til Ullits, hvor skolevejen snart bliver mere trafiksikker med en ny cykelsti mellem de to byer.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der er hektisk aktivitet på vejstrækningen mellem Ullits og Hvalpsund i disse dage. Entreprenørmaskinerne har travlt med at færdiggøre første halvdel af cykelstiprojektet mellem de to byer. Når sommerferien er slut vil der således være cykelsti på den nordvestlige side af vejen - højre side, når man kører fra Ullits med retning mod Hvalpsund. Dermed bliver der tale om en betydelig mere sikker skolevej for de børn, som skal cykle på strækningen.
Medens børnene kan se frem til en mere sikker skolevej, må bilisterne på strækningen i denne tid væbne sig med tålmodighed og vise lidt hensyn, når de mange maskiner arbejder. I perioder har der været opsat lysregulering.
Vesthimmerlands Kommune satte første etape i gang i foråret, og i 2016 gør man så projektet færdigt, når cykelstien i den modsatte side etableres. Den samlede pris for projektet beløber sig til ca. 6 mio. kr.