Den nykårede danske mester i landevejscykling, Michael Mørkøv, optræder for første gang i Dannebrogstrøjen i år, når han torsdag d. 26. juli stiller til start i Jutlander Bank Grand Prix i Aars.
”Vi er meget beærede over at kunne præsentere Michael Mørkøv i feltet igen i år. Det betyder meget for os, at det netop er her i Aars, at Michael har valgt at køre i den ny Dannebrogstrøje for første gang," siger løbsdirektør Mogens Kristensen.
Michael Mørkøv kører i dagligdagen for det belgiske storhold Quick Step, og det var en overraskelse for de fleste, at han ikke blev udtaget til årets Tour de France, hvor han tidligere har kørt i den prikkede bjergtrøje. Efter forbigåelsen til Tour holdet kørte han et forrygende DM, hvor han i spurten slog unge Nicklas Larsen, Virtu Cycling, der også er til start i løbet.
Om deltagelsen i Jutlander Bank Grand Prix udtaler Michael Mørkøv:
”Gadeløbet i Aars bliver mit første løb i min nye Dannebrogstrøje. Jeg glæder mig rigtig meget over kunne optræde i den på dansk grund for første gang”.
Michael Mørkøv har kørt løbet to gange tidligere, hvor det blev til sejr i 2012 og til en andenplads i 2013, hvor han blev slået på stregen.