Erhvervsorganisationen Dansk Byggeri var fredag på besøg på rådhuset i Aars i et møde med den kommunale ledelse.
Dansk Byggeri - Erhvervsorganisationen for byggeri, anlæg og industri besøgte fredag Vesthimmerlands Kommune i et møde med borgmester Per Bach Laursen og andre fra den kommunale ledelse.
På fællesmødets dagsorden var bl.a. kommende bygge- og anlægsprojekter, AB 18, byggesagsbehandling, genbrugspladser og udbudspolitik i Vesthimmerlands Kommune.
Borgmester Per Bach Laursen sætter disse ord på besøget med Dansk Byggeri:
- Jeg vil gerne takke Dansk Byggeri for et rigtig godt dialogmøde. Jeg hæfter mig især ved, at Dansk Byggeri roste vores høje anlægsniveau på 92. mio. kr. i budget 2019 i Vesthimmerlands Kommune, som er en klar politisk prioritering i forhold til at skabe vækst og udvikling i Vesthimmerlands Kommune.
Borgmesteren noterede sig også lokal tilfredshed fra det
vesthimmerlandske erhvervsliv med kommunens byggesagsbehandling.
Hos Dansk Byggeri ser man også gode perspektiver i mødet og det generelle samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, hvor den primære opgave er at spille hinanden gode.
- Vi er meget tilfredse med mødet, hvor der var en rigtig god dialog og konstruktive råd til Vesthimmerlands Kommune fra de lokale Dansk Byggeri-repræsentanter, siger formand for Dansk Byggeri i Nordjylland, Henrik Holm og fortsætter:
- Vi har blandt andet anbefalet borgmesteren, at grænsen for, hvornår en virksomhed, der vil arbejde for kommunen, skal stille med en bankgaranti, hæves til først at gælde ved opgaver til en million kroner og derover. Det håber jeg meget, at kommunen vil imødekomme, blandt andet fordi det vil gøre det nemmere for særligt de mindre virksomheder at byde på kommunens opgaver, når det ikke kræver dyre bankgarantier og en masse papirarbejde, siger Henrik
Holm.