Løgstør har fået et nyt galleri med internationalt snit, hvor lokale kunstværker hænger side om side med cubanske malerier.
For enden af Østerbrogade i den gamle købmandsgård er der åbnet et galleri med navnet Galería Guilarte. Galleriet er opkaldt efter Yaraysi Guilarte, som er kæreste til Magnus Damkjær fra Overlade. Det er ham, der har åbnet galleriet i lokalet.
Til daglig arbejder Magnus Damkjær med træfældning og pleje af grønne områder, men som søn af Løgstør-kunstneren Gudrun Elisabeth Kjær interesserer han sig meget for kunst og har længe gået med idéen om at åbne et galleri.
Det er så sket nu i det velbeliggende lokale, hvor galleriet vil have åbent resten af sommeren i weekends.
Cubansk kunst er billigt
Magnus Damkjærs kæreste, Yara, stammer fra Cuba, og hun har taget nogle malerier med hjem til Løgstør, som kan ses i galleriet.
"Strategien er, at man kan købe store, flotte cubanske billeder til en lav pris. De cubanske kunstnere kan ikke sælge deres kunst i Cuba, hvor folk foretrækker at købe et køleskab eller andre nødvendigheder, hvis de får penge i overskud. Derfor er cubanske kunstnere nødt til at sælge i udlandet, og for os i Danmark er det billigt," siger Magnus Damkjær.
Udover den cubanske kunst kan man blandt andet se og købe malerier af Gudrun Elisabeth Kjær og Overlade-maleren Jørn Bjerge, hvis malerier Magnus Damkjær holder meget af.
Og så har Magnus Damkjær også udstillet sit helt eget unikke kunstværk, som selvfølgelig er lavet i træ og metal. På lørdag kl. 14 er der fernisering i galleriet, hvor en norsk salsapianist vil akkompagnere.