Omkring en snes vægtere fra Jylland og Fyn patruljerede ved årets maritime festival i Løgstør, som blev afholdt i går.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
63 træskibe stævner tirsdag ud fra Løgstør havn på den 30. udgave af Limfjorden Rundt, som gennem årene har vokset sig til Nordens største træskibssejlads. Dermed tegner 2017 sig for det tredjestørste deltagerantal gennem kapsejladsens historie. Kun i 2016 og 2006 har der været flere skibe med henholdsvis 66 og 64 skibe.
Som sædvanligt er Løgstør startby, og det fejres hvert år med en maritim festival som optakt. Den blev afholdt i går på Løgstør Havn med et stort opbud af mennesker.
De mange besætningsmedlemmer på skibene blev sammen med de inviterede motorcyklister og veteranbilister budt på skipperlabskovs i festivalteltet, hvor også borgmester Knud Kristensen bød velkommen til Limfjorden Rundt. Ved denne lejlighed fik borgmesteren overrakt et skærebræt af Niels Sohn, som har stået i spidsen for Limfjorden Rundt stort set siden starten for 30 år siden.
- Så kan du skære i det i stedet for at skære i støtten til Limfjorden Rundt, sagde Niels Sohn godmodigt. Knud Kristensen kvitterede ved at love, at der ikke bliver skåret i støtten.
Vægtere på patrulje
Mens det brede publikum både kunne smage muslinger i Muslingelaugets bod, vafler ved Nutidens Kvinders campingvogn eller pølser i pølsevognene med udsigt til de flotte træskibe, vandrede omkring en snes vægtere fra Jylland og Fyn rundt i byen og sang. Det gjorde de i anledning af det årlige vægtertræf, som Løgstør denne weekend har været vært for.
Undervejs på deres tur gjorde de stop ved én af de mange boder på havnen, hvor de fik en smagsprøve på en ægte Løgstør-specialitet; muslingedog.
Når træskibene i dag er sendt af sted går første etape til Thisted. Limfjorden Rundt består af 5 etaper, og kapsejladsen slutter på lørdag i Skive.
To af de deltagende skibe i år har deltaget ved samtlige udgaver af Limfjorden Rundt. Det er Jens Krogh og Marilyn Anne, som også begge har prøvet at vinde deres klasse henholdsvis 6 gange og en gang.
Skibene sendes af sted i dag klokken 10.