Torsdag d. 19. september 2019 - �rgang 14

Den store bagedyst på Vitskøl Kloster

14-06-2019

40 tilhørere smagte på kager af Sara Mols Græsborg kendt fra Den store bagedyst på DR, da hun i aftes optrådte på Vitskøl Kloster.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Sara Mols Græsborg fra Haubro blev med et kendt, da hun klarede sig gennem nåleøjet og kom med i Den store Bagedyst 2018. I aftes fortalte hun, hvordan det er at være deltager i programmet, hvor hun fik en femteplads.

Èn ting er det, man ser i tv, men noget andet er det, der sker under en tv-produktion som Den store bagedyst, hvor omkring 50 mennesker er involveret. Sara Mols Græsborg fortalte blandt andet om køkkenerne i det store telt på Clausholm Slot, hvor bagedysten bliver optaget. De håndvaske, man ser, er ikke forsynet med afløb, og der er kun koldt vand i hanerne via en haveslange.

Blandt omkring 3000 ansøgere blev 300 inviteret til casting, og efter 3 castings var efterskolelæreren fra Himmerlands Ungdomsskole i Haubro klar til at deltage i tv-konkurrencen. Måske vejede hendes talegaver ligeså meget som hendes bagetalent, vurderer hun.

Hendes interesse for bagning har eksisteret altid, og op til og under tv-konkurrencen bagede hun både nat og dag for at skærpe bageformen.

I aftes havde hun også taget tre hjemmebagte kager med, som de fremmødte til foredraget fik serveret til kaffen på Vitskøl Kloster. Det er det nye Visionsråd for søbyerne Overlade, Ranum og Vilsted, der stod bag foredraget med Sara Mols Græsborg.

Deltagelsen i Den store bagedyst har efterfølgende fået betydning for Sara Mols Græsborg. Udover at tage ud som foredragsholder, er hun også begyndt at levere bryllupskager og lignende, hvilket har medført, at hun er gået ned i tid på Himmerlands Ungdomsskole. Desuden har hun lanceret hjemmesiden kagerforalle.dk, hvor man kan finde opskrifter på hendes lækkerier.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!