Ranum byfest er så småt skudt i gang, og i morgen lørdag kulminerer den med et langt program fra morgen til aften, hvor der blandt andet er revy på programmet.
Hvis der virkelig står en kvinde bag enhver mand med succes, så der er lagt op til en kæmpesucces for Ranums revy i morgen aften. Der står nemlig hele 9 kvinder bag revyen, mens N. J. Hertz som eneste mand i set up'et står for musikken.
Én af kvinderne er Hanne Langeland Larsen. Hun vil ikke røbe for meget af indholdet i revyen, som kan opleves under "Multifesten" i Ranum Multikulturhus lørdag aften. Men...
"Der bliver skudt med softgun på nogle af byens borgere i programmet "Kender du Typen", som selvfølgelig ikke er en tro kopi af den udsendelse vi kender fra TV - men tilrettet Ranum og vores revy," siger Hanne Langeland Larsen, der selv er at finde på scenen.
I revyens intro og outro vil der være en overraskelse fra "det virkelige liv", når efterskoleelever tjekker ind og ud af Ranum Efterskole.
I det hele taget tager årets revy udgangspunkt i kendte tv-udsendelser, der får et ranumitisk twist.
De medvirkende på scenen er Davide de Arrorio, Annemette Bach, Joan Vogt, Kristine Sørensen, Lise Dolleris, Inge Fonseca og Hanne Langeland Larsen.
Teksterne er skrevet af Britta Overgaard, Lise Dolleris og Kristine Sørensen og suffløsen er såmænd også en kvinde; Dorthe Langgaard.
Byfesten i Ranum startede formelt i går med en byrundtur. I dag afvikles den årlige fodboldturnering, og for de helt unge mellem 6 og 13 år er der cola-disco.