Nogle har sikkert undret sig over formålet med en stor bunke sand, som den seneste måneds tid er dukket op ved siden af Lanternen i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Men til august skal sandbunken være forvandlet til en ny idrætsfacilitet i Løgstør, som kun findes et andet sted i kommunen - nemlig i Blære. Det er Løgstør Håndboldklub, der anlægger to baner til beachhåndbold, som er blevet en af tidens populære trends.
Claus Jensen og René Christensen fra Løgstør HK siger, at nogle af klubbens ungdomsspillere allerede har prøvet at spille beachhåndbold, og det har været populært. Samtidig er det en rigtig god træningsøvelse at spille i sand, påpeger de.
De to repræsentanter fra håndboldklubben tilføjer, at man fra Dansk Håndboldforbunds (DHF) side er interesseret i at forlænge håndboldsæsonen, og beachhåndbold er en måde at få håndboldspillere til at holde sig i gang henover sommeren, hvor halsporten ellers ligger stille.
På højere niveau kan tanker om at flytte indendørshåndbold fra sommer-OL til vinter-OL være en medvirkende faktor til, at DHF vil opprioritere beachhåndbold.
Snart kan håndboldspillere i Løgstør i hvert fald boltre sig i 400 kubikmeter sand med et mål i begge ender. Åbningen af banen vil blive markeret med en event sidst på sommeren.
På sigt håber Claus Jensen og René Christensen, at de nye beach håndboldbaner kan udvides med hegn og terrasser og gode tilskuerfaciliteter. De understreger samtidigt, at det vil være oplagt, at de nye baner også bruges til beach volley, beach soccer og af Løgstør Skole.
Banerne er finansieret med hjælp fra Jutlander Bank, Nordea, Oudrup Stenleje og Vesthimmerlands Kommune.