I mere end 6 år har man kunnet deltage i fællessang i musikhuset ALFA den første lørdag i måneden. Fællessangsarrangementerne i ALFA nyder stor opbakning, og efter en coronapause genoptages fællessangen lørdag den 5. september.
Under corona-nedlukningen var fællessangen henvist til digitale versioner - sammen, hver for sig, men nu genoptages fællessangsarrangementerne i musikhuset. Dog under anderledes forhold end normalt.
”Her under Corona-pandemien har vi atter fået bekræftet fællessangens kvaliteter. Vi har derfor, efter grundige overvejelser, besluttet at genoptage vores månedlige fællessangsarrangementer. Det sker naturligvis under corona-tilpassede forhold. Vi tager vores gæsters sikkerhed og tryghed meget alvorligt og følger myndighedernes retningslinjer nøje, både når gæsterne ankommer, sidder i salen, og når de forlader den”, siger musikhusleder, Lisbeth Jagd.
Arrangementet er flyttet ind i koncertsalen, hvor deltagerne placeres med de foreskrevne 2 meters afstand (nære relationer må dog sidde sammen). Her er højt til loftet, plads, god ventilation samt udluftningsmuligheder.
Mens der tages en række ekstraordinære forholdsregler for at forebygge smitte, så er indholdet i arrangementet uændret. Der synges sange fra Højskolesangbogen – alle de velkendte sange samt nogle få nye, og det sker under ledelse af ALFAs faste fællessangsgruppe med Elise Børresen, Lene Weiss og Grethe Stæhr i spidsen.
Det er gratis at deltage, men kapaciteten er begrænset til max. 75 deltagere, og pladserne fordeles efter først-til-mølle princippet. Arrangørerne opfordrer til at man kommer i god tid, da der kan være ventetid ved indgangen.