Det var en overdådig gavebod, der blev taget af, da Lions Club Løgstør lørdag uddelte ikke mindre end kr. 159.000.00 i donationer ved deres 50 års jubilæum.
Ikke mindre end 29 lokale foreninger, organisationer og tiltag fik en stor del af beløbet. Dertil kom tre nationale institutioner, som Lions Clubs Ungdomslejr, Ønskefonden og Lions Kollegiet. Internationalt blev der ydet donationer til SOS Børnebyerne & børnehjemsbørn, Katastrofe-og hjælpefonden og Mæslingekampagne.
- En stor indsats, et godt sammenhold og en kæmpe opbakning fra lokalsamfundets side er med til at gøre, at vi i dag kan uddele så stort et beløb i donationer. Overskud ved afvikling af Kanal Gourmet & Kultur Rally, Vilsted Sø Løb, salg af muslinge dogs og af bogen Barn af Himmerland er der, vi henter overskud fra. Store og ressourcekrævende tiltag, som ved deres popularitet er med til at give overskud, som ubeskåret går til humanitære opgaver, velgørenhed og kulturelle aktiviteter. Et bredt spekter, som der viser sig et øget behov for at gå ind i, sagde præsident Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør, ved uddelingen.
- Vi bakker gerne op omkring lokale initiativer og ser vigtige bevæggrunde til, at der ydes tiltag. Med vores donationer til mange børne- og ungdomsaktiviteter håber vi på, at der skabes grundlag for nye aktiviteter. Vi finder det vigtigt, at der tilbydes børn, unge, familier m.fl. aktiviteter, som de fælles kan deltage i. Vi medvirker gerne til aktiviteter, hvor unge tilbydes deltagelse i kreative forløb langt væk fra stoffer og spiritus. Derfor håber vi på at vore mange donationer vil blive brugt i den ånd, sagde Jens Lauritzen.
Ikke alle foreninger var mødt op til overrækkelsen, men de kan trods alt forvente at modtage en donation, såfremt de fremsender et kontonummer til den glade giver.
Der var til jubilæumsreceptionen på det tidligere rådhus i Løgstør mødt mange gæster op. Heriblandt var medlemmer fra Lions Club’er i Aalestrup, Nibe, Møldrup, Farsø og Aars.