Siden indvielsen den 25. maj, har den nye redningsstation DSRS-Løgstør assisteret ved 37 aktioner på Limfjorden.
Af Jacob Dalgaard
Med aktioner omtrent hver tredje dag i gennemsnit har der vist sig at være et behov for den redningsstation, som i maj i år blev indviet i det tidligere lodshus på haven i Løgstør. De fleste af de indtil videre 37 aktioner fandt sted i juli, hvor trafikken på fjorden er størst.
DSRS-Løgstør drives af 25 frivillige, og indtil videre er der blandt dem uddannet 8 bådførere, som er klar til at rykke ud og hjælpe nødstedte sejlere. Og flere er på vej.
For at blive bådfører i DSRS kræves som minimum en gennemført uddannelse til redder og bådfører. Dette omfatter bl.a. VHF/SRC kursus, DSRS SAR (Search and Rescue) såvel teoretisk som praktisk, duelighedsbevis i sejlads, vedligeholdende førstehjælpskursus samt deltagelse i minimum 5 aktioner eller på anden vís tilegnet praktisk erfaring med bl.a. slæbning, fritrækning m.m.
De første 8 har netop fået et bådførerbevis, som de kan hænge op over sengen derhjemme. Det er Hans Graulund, Niels Andersen, Søren Strømgaard, Holger Pedersen, Søren Jepsen, Egon Kristensen, Anders Bloksgaard og Leif Thorup.
Den første aktion blev foretaget allerede under indvielsen den 25. maj, hvor en tysk enesejler blev fundet livløs. Men ellers har de frivillige bistået ved alt fra grundstødninger og motorhavarier til en brækket mast og en havarist med tabt skrue. Operationsområdet strækker sig fra Gjøl i øst til Hvalpsund og Nykøbing Mors i syd og Feggesund i vest.
Udover aktionerne på fjorden har de frivillige brugt sommeren på at renovere redningsbåden Rescue Logstor Thyra, som skal erstatte den midlertidige båd, der har været anvendt indtil nu.