Etablerede aktører indenfor idræt i Løgstør indkalder til informationsmøde den 11. oktober, hvor målet er at samle e-sportsudøvere i en forening.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I Aars er der netop dannet en forening for e-sportsudøvere, og meget snart kan der etableres en ditto i Løgstør. Lanternen, Løgstør Håndboldklub og Løgstør Sportsskydeklub har sammen med DGI taget initiativ til en informationsaften, hvor muligheder og ønskes frit kan lægges frem på bordet.
Det sker den 11. oktober i Lanternen. Her håber de to daglige ledere, Dorte Svenningsen og Claus Jensen, at der er den fornødne opbakning til en e-sportsforening, som kan være med til at skabe endnu mere aktivitet i Lanternen, der siden opførelsen er blevet centrum for de fleste af byens idrætsaktiviteter.
- Når det nuværende fitnesscenter rykker ind i det nye byggeri, bliver der et lokale ledigt, som vi forstiller os vil være egnet til e-sportsforeningen, siger Dorte Svenningsen.
Umiddelbart forestiller hun sig, at den nye forening stiller skærme og tastaturer til rådighed, så e-sportsudøverne blot skal medbringe sin egen gameboks.
Erfarne tager sig af det administrative
Instruktør og bestyrelsesmedlem i Løgstør Sportsskytteklub, Søren Munk, ser også muligheder i en e-sportsforening.
- E-sport er en aktivitet, som de unge praktiserer hjemme på værelset, og derfor ved vi heller ikke, hvor stor en gruppe, der er tale om. Hvis vi først får dem herop i Lanternen, bliver de også nysgerrige på nogle af de mange andre ting, der sker her. Det kan i sidste ende betyde, at de andre foreninger også kan få flere medlemmer, siger Søren Munk.
Samme tilgang har Benny Hansen, der er formand for Løgstør HK. Men e-sportsudøverne behøver ikke frygte foreningsarbejde understreger han.
- Alt det administrative har vi erfaring med, og det vil vi gerne tage os af. Vi vil sørge for at rammerne er i orden, så vi skal bare bruge nogle frivillige til at fylde rammerne ud. Derfor indkalder vi til infoaften for at se potentialet. Men vi kan se fra andre steder, at der har været en interesse, siger Benny Hansen.
Eksperthjælp indkaldt
Inititiativtagerne erkender blankt, at de ikke selv har forstand på e-sport. Heller ikke DGI kan bidrage tilstrækkeligt med assistance på feltet. Derfor er Lan Team Nord hentet ind som sparringspartner, og lokalt har den unge gamer Nicolai Harding lovet at hjælpe den nye e-sportsforening i gang.
- Men det er vigtigt, at der melder sig nogle frivillige forældre eller andre, som vil hjælpe med at styre foreningen i det daglige, hvor vi andre hver især har vores eget at gøre i vores klubber, siger Benny Hansen.
E-sport er en hastigt voksende sport, der allerede omsætter for milliarder af kroner på verdensplan, og den udvikling ser kun ud til at stige markant de kommende år.