Lørdag d. 16. januar 2021 - �rgang 15
Det er de tre farvede områder, der nu skal lægge grund til 15 rækkehuse.

Ejendomsselskab vil bygge 15 rækkehuse i Løgstør

31-12-2020

En række kommunale byggegrunde på Sjægten i Løgstør er blevet solgt til Himmerland Ejendomsselskab.

Af Jacob Dalgaard

Efter nogle år med stilstand i nybyggeriet i Løgstør er der i 2020 kommet gang i boligbyggeriet, og det ser ud til at fortsætte ind i 2021. På Sjægten i Løgstør har den østligste række parcelhusgrunde langs Frederik den VII's Allé i en årrække ligget øde hen uden købere, men nu er alle 8 grunde blevet solgt på én gang. 

Det er Himmerland Ejendomsselskab ejet af Michael Lind, Thomas Lund, Rune Bro Roin og Johannus Egholm Hansen, som har set et potentiale i området. Deres plan er at få ændret lokalplanen til tæt, lav boligbebyggelse, så det bliver muligt at opføre 15 rækkehuse på de 8 tomme parcelhusgrunde, som på modsatte side af vejen får det nyetablerede Løgstør Stadion som nabo.

Michael Lind og Thomas Lund har i forvejen et godt kendskab til boligmarkedet i Løgstør, hvor de har over 75 lejemål. 

Opførelsen af de 15 nye rækkehuse påbegyndes i 2021, og de bygges i forskellige størrelser fra 90-130 kvadratmeter, og det bliver muligt både at leje og eje husene. Det er Nybolig Løgstør, der har opgaven med udlejnings- og salgsarbejdet, og det er allerede nu muligt at blive skrevet op til en bolig.

Indehaver Louise Lund Grynderup glæder sig over de gode takter med øget salg af byggegrunde. Her på årets sidste dag er den fjerde ud af 8 nyudstykkede grunde på Majsmarken netop blevet solgt, og på Sjægten er der også solgt en parcelhusgrund foruden de 8 grunde til rækkehus-projektet.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!