Lørdag aften var på mange måder en helt særlig aften i Løgstør BIO. Særlig fordi filmen KAPGANG, bortset fra enkelte forestillinger på biografdagen, blev vist for første gang som offentlig forestilling.
Det var også en særlig aften for Morten Kirkskov, der var kommet for at fortælle om filmen. Han så filmen for første gang sammen med publikum. Det var også en særlig aften for Helga Frost Hansen, Morten Kirkskov´s stedmor, der så filmen for første gang. Endelig var det en særlig aften fordi det netop var blevet offentliggjort, at KAPGANG er en af de tre danske film der er udvalgt som Ocsar-kandidat i kategorien Forein Language Film.
Morten Kirkskov indledte med at fortælle om, hvordan hans roman var blevet til en film, nemlig ved et tæt samarbejde med filmens instruktør Niels Arden Oplev. For dem begge var det vigtigt af få Anders W. Bertelsen til at spille rollen som Martins far, hvilket også lykkedes.
Filmen handler om Martin, der mister sin mor kort før sin konfirmation. Martin er den der må tage ansvaret for faren og storebroren, der falder helt fra hinanden. Martin er også optaget af at udforske sin spirende seksualitet, så han har det slet ikke let.
Efter filmen kom Morten Kirkskov omkring mange af de ting der foregår under optagelsen af en film. Om hvor meget man skal holde hånden over en 14-årig dreng, der har så stor en rolle og om hvor fantastisk Villads Bøye, der spiller Martin, klarede presset med god hjælp fra filmholdet.
Der var stor spørgelyst og Morten Kirkskov svarede beredvilligt på alle spørgsmål. I pausen blev der udloddet teaterbilletter, som Aalborg Teater havde sponsoreret. Det var en spændende aften og en rigtig god film, så der er god grund til at glæde sig til premieren på torsdag.