Efter 24 timers skolegang gik en flok trætte og glade elever hjem fra Toppedalskolen fredag morgen.
Det havde været 24 timer med fuld gang i alle værksteder. "Døgnbrænderen" er en 24 timers aktivitet, hvor alle udskolingselever på skolen arbejder med fire forskellige valgfag.
Eleverne startede Døgnbrænderen klokken 07.45 i torsdags og arbejdede i værksteder i 24 timer og gik derefter hjem fra skole klokken 07.45 fredag morgen. Eleverne i udskolingen var så klar til at holde påskeferie.
Døgnbrænderen havde følgende mål:
-Etablere et tættere social netværk i vores udskoling
-Lære nogle faglige redskaber, samt fordybe sig i et værksted
-Blive udfordret, have det sjovt, samt lære ting sammen på kryds og tværs af klasserne
-Give vores normale valgfag et andet indhold
De fire valgfag under døgnbrænderen var:
I Filmværkstedet havde eleverne sammen med læreren selv fundet en masse ting, de ville arbejde med i døgnet. Valget faldt på at arbejde med journalistik, filmoptagelse, redigering, interviewteknik mm. Eleverne var på forhånd novicer indenfor området, og måtte mere eller mindre lære det fra bunden af. Der var tillige planlagt et virksomhedsbesøg hos tv2-nord, som dog ikke blev til noget, da Billetto havde lavet en fejl.
Turen gik alligevel til Aalborg, hvor pigernes mål var at undersøge den kommende sommermode. Der blev interviewet både i modebutikker, brillebutikker, herrebutikker og Matas. Ligesom moden indenfor hudpleje og sminke blev undersøgt.
De to drenge i Filmværkstedet havde lavet et fodbolddebatprogram, der hed Offside. Det handlede om den danske Superliga. En af drengene var vært og spurgte de tre eksperter, som debatterede de stillede spørgsmål, såsom om Aab vinder Superligaen i år. Eksperterne skulle selvfølgelig begrunde deres svar, de stod selv for hele arbejdet, med at lave tv-programmet.
En dreng havde ønske om at komme ud at skate, og han fik mulighed for at komme til Skelager og prøve på en rigtig bane.
Et andet hold skulle ud i verden med kniv og gaffel, det var det værksted, der skulle stå for tilberedningen af maden under døgnbrænderen. Her havde eleverne sammen med læreren opbygget et madprogram, som skulle tilberedes. Selve menuen skulle alle elever og voksne indtage under selve Døgnbrænderen. På dette hold havde de hjælp fra en gæstelærer, som er uddannet kok. De forskellige måltider i løbet af døgnet stammede fra forskellige egne af verden. Frokosten var scrambled ægs og amerikanske pandekager, og aftensmaden var italiensk med pizza osv.
Eleverne på Adrenalin Rush skulle udsættes for fysiske aktiviteter, som udfordrer den enkelte. Holdet skulle bl.a. ride, sejle, rappelle, spinne køre ræs og meget, meget mere. Eleverne havde også på dette hold selv opbygget selve programmet sammen med læreren. De stod også for en walleyballturnering for hele overbygningen hen af aftenen.
Gaming var det sidste værksted, og det arbejdede med IT. Her arbejdede eleverne med forskellige spil og spillede turneringer imod hinanden osv. Endvidere forsøgte de at lave apps og arbejdede med at programmere legorobotter. De skulle også forsøge at lære at lave applikationer, samt QR koder.
Om natten var eleverne i badeland i Rønbjerg med blinkende lygter og høj musik. Det var en fantastisk afslutning inden holdene skulle fremvise, hvad de havde lavet i løbet af døgnet. Bagefter skulle der ryddes op og spises en let morgenmad inden alle tog hjem trætte og mættede af en masse oplevelser.
"Døgnbrænderen har vi udviklet i samarbejde med ungdomsskolen i Vesthimmerland, og vi er derfor rigtig mange voksne med til at lave et forløb for vores elever, som de forhåbentlig ville kunne huske resten af deres skoletid og mange år derefter. Døgnbrænderen giver ud over ovenstående Toppedalskolen, samt Ungdomsskolen en god føling med, hvordan vi kan bruge hinandens kompetencer i den forestående folkeskolereform," siger Erik Pedersen, der er skoleleder på Toppedalskolen.