Spar Nord fonden har kigget dybt i lommerne og kaster nu 60.000 kroner efter en række kulturelle events i Løgstør.
Muslingebyen har i en årrække udviklet en lang række kulturelle events til glæde for både borgere og turister, og nu får hele fire kulturarrangementer økonomisk støtte fra Spar Nord fonden. Det drejer sig om: Sommerens torsdagskoncerter ved Kulturladen, der modtager kr. 20.000. Den traditionsrige maritime træskibsfestival modtager kr. 20.000, mens både Muslingefestivalen og Muslingehøstfesten får kr. 10.000.
Fonden har et klart fokus på at støtte almennyttige aktiviteter, og alle de støttede arrangementer falder under den hat. Men fonden ligger ikke skjul på, at man også er imponerede over de positive sideeffekter, de mange events bidrager med.
”Når jeg kommer rundt i regionen, møder jeg ofte den holdning, at der altid sker noget i Løgstør. Dette skyldes ikke mindst de mange kulturelle events, der løber af stablen mellem april og september. Fra Spar Nord-fondens side vi vil gerne understøtte de mange ildsjæle, der bidrager til denne udvikling. Og vi er overbevist om, at man gennem øget aktivitet og synlighed af Løgstør også henter en gevinst for hele byen – hvadenten man taler om turisme eller øget bosætning," udtaler Spar Nords direktør i Løgstør, Leif Ørsnæs Christensen.
En gevinst for lokalsamfundet
At der er noget om snakken, blev dokumenteret i det forgangne år, hvor analyseinstituttet Jysk Analyse lavede en tilbundsgående undersøgelse af Muslingefestivalen. Analyseinstituttet beregnede, at muslingefestivalen med et indtægtsgrundlag på beskedne 80.000 kr. resulterede i en følgeomsætning i lokalsamfundet på overbevisende 3,4 mio. kroner svarende til fem fuldtidsstillinger og et nettobidrag til det offentlige på kr. 1.350.000,- gennem skat, moms og afgifter.
Spar Nord fonden er opmærksomme på de flotte resultater, om end det ikke har været altafgørende for fondens støtte.
”Det har først og fremmest været vigtigt for os at bakke op om en række kulturelle events. Ganske simpelt fordi de er vigtige og almennyttige kulturbegivenheder i sig selv. Men det tiltaler os da, når kulturlivet formår at skabe sidegevinster ved byens forretningsliv, restauranter og overnatningssteder. Nu er det jo ikke en betingelse, at Spar Nord Fondens midler skal medføre vækst i lokalsamfundet, men nogen ulempe er det bestemt heller ikke,” siger Leif Ørsnæs Christensen.