Nutidens Kvinder og Ældre Sagen har nu for tredje år i træk tilbudt fællesrejse, og det har vist sig at være en god beslutning, idet begge foreninger har konstateret afmatning i rejselysten. Med kun 19 deltagere fra Løgstør, måtte ”Nilles” fylde bussen med andre deltagere.
I år blev det en forårstur til Holland, hvor de mange smukke tulipanmarker stod i fuldt flor. Turen bød på oplevelser i verdens største blomsterpark Keukenhof med tusindvis af tulipaner og andre forårsblomster, en sand fryd for øjet.
Den 25.000 m2 store Orcideeen Hoeven med masser af tropiske planter, eksotiske fugle og orkideer i massevis blev besøgt. Der blev også tid til rundtur i Amsterdam og en kanalrundfart. Deltagerne var indkvarteret i byen Raalte - en hyggelig provinsby sydøst for den gamle hansestad Zwolle.