Der var flere til Sankt Hans bål i Overlade, end der plejer.
Overlade Borgerforening og Overlade Friskoles støtteforening var i år gået sammen om at arrangere Sankt Hans i byen. Et af de nye tiltag i den forbindelse var fællesspisning.
88 mennesker deltog i spisningen, som i det usædvanligt fine midsommervejr foregik under åben himmel i skolegården på friskolen, hvor der blev grillet.
Flere kom til, da bålet skulle tændes. Mindst 100 mennesker hørte dermed Henrik Hvorvarp, formand for Løgstøregnens Venstrevælgerforening, holde båltalen. Henrik Hvorvarp holdt en overvejende politisk tale, og han advarede blandt andet om, at den hurtigt stigende befolkning på jordkloden er en af de store udfordringer for menneskeheden.
De fremmødte endte utilsigtet med at synge Midsommervisen i kanon, men det kunne slet ikke ødelægge den gode stemning på en flot sommeraften omkring bålet, hvor heksen selvfølgelig blev sendt til Bloksbjerg.