Efter flere års tilløb ser det omsider ud til, at den lille genbrugsplads i Farsø flyttes udenfor byen og får videre rammer.
Allerede i 2015 havde Vesthimmerlands Kommune afsat 6 millioner kroner til en ny genbrugsplads i Farsø. Men i det følgende budgetår var genbrugspladsen udskudt til 2016 for at finde penge til omfartsvejen udenom Aars.
Nu skriver vi 2017, og der er stadig intet sket, men nu ser det imidlertid ud til, at anlægsarbejdet snart kan gå i gang. I torsdags blev der i byrådet taget beslutning om at flytte materielgården med ud til den nye genbrugsplads, og i følge Niels Krebs Hansen (K), fmd. for Teknik- og miljøudvalget, forventes arbejdet igangsat lige efter sommerferien.
Den nuværende genbrugsplads på Søndergården 4 i Farsø har haft vanskeligt ved at overholde støjkravene, og det fik i 2013 Renovest til at lukke pladsen om søndagen. Samtidig blev modtagelsen af haveaffald flyttet længere ud på Svingelbjergvej.
Materielgård flytter med
Renovest har lejet sig ind på Materielgården på Søndergården 4, og efter at tanken om en flytning har modnet i nogle år, er idéen om at flytte Materielgården med ud på Røjbækvej modnet. Niels Krebs Hansen siger, at der er nogle gode synergier ved at de to parter bor sammen, og med en ekstra bevilling på 1 million kroner har byrådet nu sagt god for planen.
Dermed kan den nuværende materielgård sælges og finansiere en del af udflytningen til Røjbækvej.