Lanternen kunne i aftes gøre status over endnu en alkoholfri fest for unge mennesker, og denne gang med rekordbesøg.
I dagens Danmark kan man sagtens holde en fed fest uden Mokai og det, der er stærkere, selv om man går i 8. klasse. Det blev bevist i aftes i Lanternen, som lagde hal til alkoholfri fest for ungdommen. 360 deltagere mødte op, og det gav lang kø udenfor indgangen, hvor de unge menensker blev sendt ind i hold for at lade sig registrere af frivillige forældre, der holdt opsyn helt til midnat, hvor festen sluttede.
Bestyrerparret i Lanternen, Dorthe Svenningsen og Claus Jensen, har efterhånden 9 års erfaring, og i alle årene har der været afholdt alkholfri fest for unge fra 6. klasse og opefter. Tidligere var det i Løgstør Hallerne. Men det er første gang deltagerantallet har passeret 350.
Især debutanterne fra 6. klasse virkede imponerede over det setup med diskotek, rodeotyr og andre aktiviteter, som var linet op i den dunkle hal. Og trods det store antal børn forløb aftenen uden opløb til nogen form for ballade.
Alligevel var der både blod, sved og tårer. En pige slog hovedet på rodeotyren, og en dreng slog hånden på en boksebold. Der var tale om to hændelige uheld, og selv om begge børn blev afhentet af forældrene, er de meldt i god behold.
Brandvæsenet dukkede også op. Diskoteket Soundbounds røgkanon aktiverede røgalarmsystemet, allerede inden alle var kommet ind. Det tog alle som en ekstra oplevelse, og Lanternen fik testet, at nødberedskabet virker.
Deltagerne til det alkoholfrie diskotek kommer fra hele Vesthimmerlands Kommune, og festen går på skift mellem Løgstør, Farsø og Aalestrup.