Fredag d. 22. marts 2019 - Årgang 14
Repræsentanter fra Thit Jensnes Mindestue, Johannes V. Jensen Museet og Vesthimmerlands Kommune besigtigede i går byggepladsen, der skal blive til en tilbygning med plads til Thit Jensens effekter.

Fjendtlige søskende flytter under samme tag

06-03-2019

En længe ønsket tilbygning til Johannes V. Jensen Museet i Farsø er gået i gang, Soklen er først lige blevet sat, men indvielsesdatoen er planlagt.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Havde de levet i dag, ville de sikkert have modsat sig det projekt, der nu bliver til virkelighed i Farsø. Nobelprismodtageren fra 1944, Johannes V. Jensen og hans tre år yngre søster, den lige så berømte forfatter Thit Jensen, var indædte fjender. Efter et skænderi den 3. november 1901 talte de aldrig sammen igen, selv om de levede frem til henholdsvis 1950 og 1957.

De to søskende stammer fra Farsø, hvor de i mange år meget passende har haft hver deres museum. Men nu vover Johannes V. Jensen Museet at forene de to søskende under samme tag.

Det sker med en 180 kvadratmeter stor tilbygning, hvor der skal være plads til Thit Jensens Mindestue, som siden 1988 har haft til huse på Torvet 1. Alle effekterne fra Thit Jensens Mindestue flyttes til den nye bygning på museet, men der bliver dog ikke plads til, at det hele kan være udstillet på én gang.

Formand for Johannes V. Jensen Museet, Hans Støttrup Jensen, viste i går byggepladsen frem, og han er glad for, at det omsider er lykkedes at tage dette store skridt. Ønsket om at udvide har huseret siden 2012, men først nu 7 år senere er både økonomi og projektering kommet på plads.

Hans Støttrup Jensen rettede en særlig tak til tidligere formand for Kultur- og fritidsudvalget, Kurt Friis Jørgensen for hans store indsats for at få byggedrømmen til at blive virkelighed. Der var også en tak til Friis Jørgensens efterfølger, Asger Andersen, som fortsatte kampen for museet.

Byggeriet koster 2,5 millioner kroner, som dels finansieres af Vesthimmerlands Kommune og velvillige fonde. Dertil kommer yderligere 977.000 kroner fra Nordea Fonden, som skal bruges til nye digitale formidlingsformer.

Publikum vil således blandt andet møde en stor touch-skærm. Ved at bruge skærmen som en iPad kan museets gæster fremkalde historier, fotos og levende billeder om de to søskendes liv og forfatterskaber og deres deltagelse i samtidens kulturdebat. Der installeres desuden på passende steder i det ny museum intime lyttezoner. Når man træder ind i de afmærkede zoner afspilles der gennem retningsbestemte højtalere fortællinger om Johannes og Thit, om familien og egnen og om andre emner udvalgt og bearbejdet af museet.

Byggeriet skal stå færdigt 1. september, og indvielsen er allerede planlagt til den 5. oktober klokken 14. Her vil professor i dansk litteratur, Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet, komme og stå for indvielsen af det nye søskendemuseum.

Så er der bare tilbage at håbe, at de to søskende i museumsmæssig forstand kan finde sig til rette under samme tag.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!